Af Tina Olivia Petersen
Venskabelig kærlighed præger ‘Wicked’ på Fredericia Musicalteater, når den interessante forhistorie til ‘Troldmanden fra Oz’ giver os et nyt perspektiv på de kendte figurer og deres baggrund. Vi møder Elphaba og oplever hvordan livets drejninger gør, at hun bliver til “Den Onde Heks fra Vest”, samtidig med at vi følger hendes komplekse venskab med den populære “Gode Heks” Glinda. En historie der giver os som publikum indblik i, at helte og skurke ikke altid er, hvad de ser ud til at være.
Nanna Rossen leverer en fantastisk præstation som den grønne Elphaba, hvor hun mestrer at vise både karakterens sårbarhed og styrke med stor overbevisning. Rossens vokale præstation er imponerende, og hun synger det krævende repertoire med både kraft og følsomhed.
Johanne Milland lyser op som Glinda, hvor hun på fornem vis balancerer karakterens overfladiske og selvglade facade med en underliggende frygtsomhed. Milland synger skønt og portrætterer Glinda som både stolt og selvsikker, men formår også at afsløre en indre mere ængstelig personlighed, der gør karakterens prinsesse-facade mere udholdelig.
Anders Gjellerup Koch er karismatisk tvetydig som den mystiske Troldmand, og han bringer både autoritet og kujonhed til rollen. Diluckshan Jeyaratnam charmerer som Fiyero med sine atypiske valg, mens Cecilie Thiim holder det store overblik i en nærmest karikaturisk manipulerende Madame Morrible.
Da forestillingen bygger på historien om ‘Troldmanden fra Oz’, kan det være en fordel at genopfriske fortællingen inden du sætter dig til rette i salen, så har du bedre mulighed for at fange alle de små referencer og lag som er flettet ind i Wicked-historien.
Benjamin la Cour’s scenografi er imponerende gennemført og skaber en fordybende oplevelse, hvor specielt samspillet med lyset gør at scenen smelter sammen med rummet og de forreste rækker i salen. Selv højtalerne er elegant pakket ind, så de passer ind i det magiske univers og det giver lige det ekstra til indlevelsen.
Desværre er der dog enkelte kostumer, såsom fugleskræmslet og de flyvende aber, hvor niveauet falder lidt til jorden, da de mangler den finesse, der ellers præger resten af opsætningen. Det er synd, da det visuelle ellers er en stor del af ‘Wicked’s charme og evne til at fortrylle publikum.
Hvis du tænker hekse, magi og talende dyr er en fortælling henvendt til børn, så tager du heldigvis fejl, for ‘Wicked’ på Fredericia Musicalteater er bestemt en forestilling, der henvender sig til hele familien. Med sin magiske fortælling, farverige scenografi og storslåede musik er der noget for både store og små. Selvom forestillingen varer næsten 3 timer, så er jeg under fremkaldelserne overrasket over, hvor hurtigt tiden er gået, og opsætningen føltes ikke et minut for lang med dette skønne cast.
Hvem: Fredericia Musicalteater, Tivoli & AHA Creations
Hvor: Fredericia og København V
Hvornår: 18. sep. – 24. nov. 2024
Foto: Emilia Therese