Dette efterår gentager Nørrebro Teater deres underholdende dagbogssucces ’En Pinlig Affære’, og den første af sæsonens dagbogsoplæsninger fandt sted i går aftes. Event-rækken er nu ovenikøbet blevet så populær, at den er rykket fra foyeren ind i den store teatersal, så endnu flere kan være med, når der krummes tæer over fordums tidens nedskrevne teenagebekendelser.
Det helt særlige ved disse pinlige aftener er, at de består af en række frygtløse og ellers helt almindelige mennesker. De har gravet i gemmerne og fundet deres teenagedagbog frem, og så sker der det helt særlige, at de én efter én stiller sig op på scenen foran os publikummer for at krænge alle deres dengang dybeste bekendelser og hemmelige skriblerier ud. Ærligheden hænger i luften, for det er umuligt at løbe fra de sirligt krøllede bogstaver, når de står der rødt på hvidt.
Det er en meget underholdende aften, og ja, det føles jo næsten som om dagene flyver afsted.
Som tilskuer bliver der virkelig grinet igennem, og både datidens tragedier og glæder bringer højlydt latter frem i salen. Dagbogsoplæserne fortæller ind imellem side-oplæsningerne en lille opfølgning på deres daværende liv, og det tilføjer på morsomste vis de skrevne sider yderligere charme og humoristisk gennemslagskraft.
Rebecca Svensson er vært på hele affæren, og der vil hver gang være nye dagbogsoplæsere i blandt fortællingerne.
Næste gang ’En Pinlig Affære’ indtager scenen er lørdag den 28. oktober 2017. Du kan købe billet og se alle datoerne på Nørrebro Teater.
Skulle du selv have mod på at finde dagbogen frem og dele den med et kærligt publikum, søger Nørrebro Teater nye dagbogsoplæsere til hver event. Se mere her.
Foto: Nørrebro Teater