Anmeldelse: Anastasia


Af Ninette Marie Hemmingsen

Anastasia på Det Ny Teater er et ægte eventyr, og jeg elsker det! Som barn af 90’erne har jeg set den populære tegnefilm flere gange end jeg tør indrømme, og som musical er den mindst lige så magisk. Det er første gang at denne eventyrlige musical spiller i Danmark og Det Ny Teater har som sædvanligt skabt en fantastisk opsætning.

Fortællingen om Anastasia er både mystisk og magisk. Den Russiske Revolution krævede mange ofre, zaren og hele hans familie blev henrettet. Dog rygtes det at Anastasia, zarens yngste datter, overlevede. Dette rygte har inspireret den magiske fortælling om den mystiske pige Anya, der bliver fundet i Skt. Petersborg. Hun kan ikke huske hvem hun er, og det bliver lykken for charlatanen Dmitri og hans afdankede kompagnon Vlad. Den sorgfyldte enkekejserinde leder efter sit barnebarn Anastasia, og har tilmed udlovet en stor dusør til den, som kan genforene dem i Paris. Planen er lige til, Anya bliver Dmitri og Vlads billet ud af det revolutionshærgede Rusland.

Alt er sat på spil og alle har noget at miste. Vi blæses bagover af fortællingens store følelser, og det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg fældede en tåre hver gang Emilie Groth sang. Hun stråler i rollen som Anastasia og leverer karakterens kompleksitet med finesse. Ligeledes spiller Marianne Mortensen den sorgfyldte enkekejserinde til perfektion. Det smukkeste øjeblik opstår, når de to stærke kvinder genforenes. Publikum fortrylles og de store følelser kan mærkes overalt i salen.

Generelt er der ikke en finger at sætte på castet, alle roller er godt besat og karaktererne shiner hver og en. Personligt nyder jeg dog især Kim Hammelsvang i rollen som den afdankede svindler Vlad og Julie Steincke som den udadtil ærbødige Grevinde Lily. Når de to mødes på scenen, opstår der teatermagi.

Det Ny Teater er kendt for sine overdådige opsætninger og Anastasia er ingen undtagelse. Sammen har Lee Proud, Gabriela Tylesova og resten af det kreative team skabt en utrolig smuk forestilling. Alt er fortryllende! Scenografi, kostumer, dans, you name it. Et eventyr ledsaget af historiske billeder, som er med til at skabe en dybde og virkelighedsnærhed, som klæder stykket og den historiske fortælling.

Anastasia er en drøm af en musical. En enestående aften for alle, og hvis du har mulighed for at invitere din farmor eller mormor med, så gør det, det vil være en helt særlig oplevelse! Anastasia er Det Ny Teater, når det er bedst. De har et særligt talent for at bringe eventyr til live.

 

Hvem: Det Ny Teater
Hvor: København
Hvornår: 19. sep. – 8. dec. 2024
Foto: Gudmund Thai