Af Anna Cæcilie Sørensen
En kongekrone står på et skrivebord og lyser scenen op. Der er dunkelt og dystert. Ekkoer fra fortiden og nutiden laver genlyd på Bådteaterets scene. Det er skræmmende og gruopvækkende. Gespenster vælter ud af billedrammen. En stor guldramme lukker uhyrerne ind. Spøgelser går igen. Dæmoniske hvide dukkemænd vågner op til dåd. Der er dukketeater på programmet og jeg tør næsten ikke åbne øjnene. Lyden forvrænges og skærer ansigter.
De tre kvinder, de tre skuespillere træder ind på scenen. Pernille Nedergaard Haugesen, Signe Kærup Dahl og Jannie Faurschou træder ind og ud af dukkeførere-rollerne. Ind og ud af skyggerne. Dukkespøgelserne giver sit publikum stygge mareridt. Dukkerne er både en del af dukkeførerne og noget for sig selv. Det ene ansigt smiler, det andet ser vredt ud og det sidste nærmest ligeglad. Alle er de skaldede og deres kroppe hvide lagner. Tre spøgelser gør sig kloge på magt. Tre spøgelser sukker, hoster, griner, håner, hvisker, ævler, taler, fniser, harker og spotter. De er gode. De er onde. De er ikke til at stole på. De lever og ånder for krig. Pludselig er der løssluppen stemning og iført jakkesæt synger de tre i kor ’I am the great pretender”. Men åh, der er ufatteligt ensomt på toppen. Det er ensomt at jage kongekrone, ensomt at jage magten. Og ensomheden er dødbringende.
’Blod, sved og tårer’ er en interessant forestilling. Jeg må dog indrømme at jeg havde svært ved at finde rundt i Shakespeare-collagen. Måske skyldes det mit endnu ufuldendte Shakespeare-repertoire. Man forstår udmærket koblingen med Shakespeare mange historier og nutidens politikere. Forestillingen minder en om at Shakespeare for evigt vil være aktuel. Der er bare flere gange under forestillingen hvor jeg sidder og leder efter meningen. Jeg har til tider lidt svært ved at følge med.
Lydbilledet er rungende og spændende. Det er uhyggeligt og kryber ind under huden på en. Det er legende og lettere psykotisk. En dukke råber ’vores lidelse er deres gevinst’. Dem der har meget skal have først, dem der ingenting har, må vente. De store skal have før de små. Lydbilledet og lyset laver små eksplosioner. Det skarpe lys stikker i øjnene imens det blodrøde lys dunker. Alt kan endnu blive godt, siger en stemme. Vi vender tilbage til begyndelsen og tilbage til en elendighed.
’The only thing we have to fear is fear itself’, sætningen laver ekko i mit hoved. ’Blod, sved og tårer’ er helt sikkert en oplevelse, men for at få det hele med vil jeg anbefale et større kendskab til Shakespeares tekster. Som publikum må man selv lave koblingerne mellem Shakespeares karakterer og nulevende personer. Man må selv tage stilling til hvad man ser.
Hvem: Bådteatret
Hvor: København
Hvornår: 27. april – 23. maj 2019
Foto: Miklos Szabo