Af Anna Cæcilie Sørensen
’I kunsten kan livet kendes’ står der henover scenetæppet på den store scene på Odense Teater. Og sikken et liv, den neurotiske Jasmine lever. Woody Allens film ’Blue Jasmine’ er blevet omskrevet til teater og iscenesat af Nicolei Faber. Hvis det var en fortælling fra oldtidens Grækenland, ville der stå et kor i hjørnet og synge ’deroute, deroute, deroute’. I stedet synger Frank Sinatra ’New York’ og vi møder en kvinde der er klædt i pink fra top til tå. En kvinde der, hver gang hun tager et skridt, ryger længere og længere ned i et altopslugende hul. En kvinde der forgæves forsøger at kæmpe sig op ad stigen, med beskidte kneb og løgne. En kvinde med et liv, som ingen af os har lyst til at leve. Vi er til gengæld enormt nysgerrige på om hun overhovedet overlever.
Til tider virker forestillingen repliktung og scenen virker næsten lidt tom. Det er ærgerligt. De momenter hvor der ikke er særlig meget dialog, fungerer nemlig fint og burde måske have fået mere plads. ’Blue Jasmine’ er en tragikomisk fortælling, og selvom publikum griner, når svigerinden og svogeren er fulde, så synes jeg det er mest vellykket, når ingen prøver på at være sjove. Forestillingen er opbygget af flashbacks. Minder og mareridt. Scener der skilles ad og samles, og kulisser der glider sammen på midten.
Jeg er vild med Christine Albeck Børge. Punktum. Der er steder i forestillingen, hvor jeg mister koncentrationen en smule, men lige så snart Christine Albeck Børge siger en lyd, kigger ud på publikum eller når hendes ansigt eksploderer, så er jeg opslugt. Hun er allerbedst når vanviddet brænder ud af hende og vi bliver bange for hvad der skal ske. Jasmine falder fra hinanden stykke for stykke og vi kommer dybere og dybere ind i hendes virkelighed. Jasmine har ingen situationsfornemmelse. Hun er faktisk ret forfærdelig og man kan ikke rigtig beslutte sig for om man har medlidenhed med hende eller ej. Selvfølgelig er det synd for hende, men man sidder tilbage med spørgsmål som: valgte hun at lukke øjnene? Og hvorfor så hun det ikke? Men det er ikke let. Nej, livet er bestemt ikke let og der var så meget man skulle have gjort anderledes og færdiggjort. For en stund går det godt, for stakkels Jasmine, lige indtil fortiden indhenter hende. Christine Albeck Børge gør det godt som den ødelagte Jasmine og hendes intensitet smitter af på de andre skuespillere, som også gør det godt.
Det gode ved ’Blue Jasmine’ er at vi først kender hele historien til allersidst. Vi bliver fortryllet af den store ’blue moon’, der hænger på bagtæppet. Fortryllet af hysteri, jalousi og arrogance. Det er i sandhed en underholdende tragedie.
Hvem: Odense Teater
Hvor: Odense
Hvornår: 12. sep. – 2. okt. 2020
Foto: Emilia Therese