Af Carina Blangsbøll
Med sin trolddomslignende dans tryllebinder kvinden de to mænd helt fra start. Hun er også den, der følger dem ind på scenen og til slut følges de alle sammen ud i det uvisse.
(B)romance starter på det nærmeste bagfra med hvad, der nok vil betegne sig som munter gammelmandshumor. Herfra foregår historien om et venskab mellem to mænd, og kvinden der kom imellem dem, som fragmenterede blik ind i tiden der gik. Små glimt som alligevel formår at blive bundet sammen takket være dansetrin, et par spartanske rekvisitter og glidende fraser.
Christian Berg og Mikkel Petterson står for sangtekst og musik til den helt nyskrevne musical. Sangene virker velkendte og så alligevel ikke. Men det bliver de måske engang. Ligeså passer de til hinanden i nodebladet, som var de høstet af det samme træ, og så igen er der noget, der gør at deres individuelle stemninger virker til at komme fra vidt forskellige verdener. Det fungerer rigtig fint, og de samme sætninger kunne næsten bruges om de to mandlige hovedroller Johannes Nymark og Morten Hemmingsen.
Ind imellem fremtræder musikken med et twist af melankolsk livstilbageblik ala ’Next To Normal’, andre gange med munter jazzet baggrundsstemning ala Eddie Cantors ’Makin’ Whoopee’, og nogle gange fremkommer de frem ad tordende og håbefulde som ’Go The Distance’. Så der burde være god mulighed for, at du kan falde hen til nogle toner, der machter din sindsstemning.
På scenen kan baggrundsvæggen vippes frem og tilbage, så vi nærmest kan skimte en anden verden, og med lyset spillende på den svage skildring mellem her og der bliver den meget enkle scenografis virkemidler stemningsfuldt taget i brug.
Selene Muñoz er den tavse og forførende muse, der med elegance guider mændene videre mellem vores blik ind i livets år. Nogle gange gør hun det med en fysisk kraft. Andre gange med en decideret rekvisit, som pludselig inspirerer til videre handling. Det er godt udtænkt og iscenesat, og så er det med til at gøre overgangene simple, hurtige og virkningsfulde.
Selene bruger sin krop meget tydeligt og med et strejf af en balletdansers udtryksfuldhed, så der ikke er tvivl om hendes ellers stumme handlinger. Til tider når jeg dog at tænke, om hun skal forestille at være decideret stum, men der virker til at være en tanke med det. For uden hende som den æstetiske, luftige og ordløse lim mellem de to mænd, ville det poetiske tankestof svinde lidt ud af handlingen, og hendes illustrationer af deres alle tres følelser ville måske blive farvet af hendes ord.
Hendes farver symboliserer ligeledes smukt, hvornår hun er der, og hvornår det blot er hendes tilstedevær, vi mærker. Når hun ellers er helt ude af billedet, korresponderer de to mænd pr. post og her bliver det på det nærmeste en slags efterfølger til Susse Wolds og Bent Mejdings ’Kærestebreve’ – nu for bros.
Nymark og Hemmingsens samspil er glimrende, og de synger ligeså. Efterhånden bliver Hemmingsen dog den mest fremtrædende af de to, men det ligger også til rollen, at vi får set flere sider af hans spilleregister.
Det er en atypisk musical, og historien bindes let sammen med dansens bevægelser. Om denne type forestilling falder i din smag vil selvfølgelig altid være individuelt. Til gengæld varer den kun en time og tyve minutter, så jeg vil bestemt mene, det er din tid værd. For når først formen giver mening for dig, er det en meget fin og stemningsfuld fortælling om kærlighed mellem mennesker.
Hvem: OFF Det Ny
Hvor: København V
Hvornår: 14. – 28. oktober 2017
Foto: Det Ny Teater