Anmeldelse: City Singler – Taget på sengen


     Stjerne2

Af Carina Blangsbøll

Som et show der får mennesker til at grine sammen, fremtræder City Singler som en unik Østersøens perle. Her i mørket griner vi ikke af hinanden, men i fællesskab. Jo altså, ind imellem så griner vi jo nok lidt af de typer, vi møder her på scenen, men med denne brede skare af kvinder (og mænd) blandt publikum går den latterfulde fingerpegen lige op. I hvert fald er der bred og broget latter at hente både under de gode gammeldags liveaktion revynumre samt under numrene i den mere digitaliserede og sengekantsfremtonende ende.

Disney-figurer, ansigtscremer, folkedragter, høje hæle og vandsenge går rent hjem i salen, og sammensuriummet af sketches bliver testet positivt langt hen ad vejen.

Desværre skød et af nummerende overraskende langt ved siden af City Singlernes standard, og et andet kunne nok trænge til en lille studsning.

Dette ene nummer, hvor der var absolut stilhed i salen, er skrevet af herrerne Ole Bramsen og Jan Svarrer. Nummeret var simpelthen utrolig kedeligt. Hverken salens kvinder eller mænd grinte. Mændene sad og blev unødvendig små i sæderne og kvinderne, der måske har lidt større erfaring på området, sad nok mest og ventede på, at det månedlige atter var overstået.

Jeg hørte forleden en mandlig kommentar der glad tilkendegav, at kvinderne har indset, at det ikke er muligt at lave komik kun på bind, blod og tamponer – men spøjst er det jo så, når de to eneste numre med netop disse rødglødende emner kun er skrevet af mænd? Helt ærligt, så brugte jeg al tiden under sketchen ’VM finalen’ med tankerne kræsende omkring, hvorvidt de to kvinder på scenen selv syntes, at nummeret var sjovt at spille? Denne aften virkede det i hvert fald ikke til, at der var megen spilleglæde bag træningstøjet i de minutter denne scene dryppede afsted. Kære piger husk at tjekke jeres bon igennem næste gang, så I undgår at stå med et så rødt og langtrukkent overtræk.

De mandlige og kvindelige tekstforfattere har heldigvis kun svigtet i dette ene nummer, og heldigvis kommer der hurtigt andre boller på suppen igen. Firmandsgruppen Trine Gadeberg, Kaya Brüel, Anne Sophie Espersen og Sofie Stougaard er blevet et team og deres sammenhold på scenen gør, at de supplerer hinanden rigtig godt.

Enkelte steder kan jeg dog godt savne en lidt mere ærlig revy. En revy der viser lidt mere virkelig hud og lidt mindre plastik. En sketch hvor Trine ikke er Bente, men foregiver at være sig selv. Selvfølgelig er pointen med en revy, at de medvirkende kan tage mange masker på, men et par steder savner jeg alligevel en lidt mere realistisk én eller en tilgang, der virkelig viser en overdrivelse af noget lidt mere oprigtigt og sandfærdigt.

De sjoveste og mest følsomme steder denne aften bliver netop der, hvor det lykkes City Singlerne at snurre rundt og tage gas på virkeligheden, for det giver publikum den lille forløsning, der er brug for, når hverdagen skal ruskes op med manér. For det er vel kvinderne der ved, hvad kvinder vil have?

 

Hvem: City Singler
Hvor: Turné i hele landet
Hvornår: 23. marts – 27. maj 2017
Foto: Pr. Agenzy