Af Marie Vernegreen Christensen
En slank kvindeskikkelse med henkastet mørkt pjusket hår og store fyldige briller træder ind. Hun er finurlig og kær. Hun leger charmerende med spottet på scenetæppet, og den lille søde prolog afslører hendes charmerende personlighed. Men hun bærer på en hemmelighed. En tung skæbne. Hun gøres i sit kapløb med denne skæbne til en forpjusket afskåret stakkel, der slingrer rundt. Selvom hun ikke kan se særlig meget, ved hun, hvad hun sigter efter og hendes vilje er stålfast.
Sofia Nolsøe gør det fremragende i sin hovedrolle som Selma. Hun bliver en blanding af en stærk heltinde og en lille fugleunge, man kun kan holde af. Sangstemmen er ikke så imponerende som det fysiske spil, men hun formår alt i alt at skabe en ganske stærk og sårbar kvindelig kriger.
Lyde hagler om ørene på os og på Selma. Hvad vi ellers normalt hører som perifere baggrundslyde, bliver i dette univers skruet op og forstørret. Små genstande der lander på en bordplade, et cykelhjul der snurrer, skoenes trin mod gulvet og ikke mindst stålet der tabes og lander på gulvet, så det skærer i ørerne. Jeg er vild med ideen om denne skærpede sans, og selvom det visuelle på ingen måde er overflødigt, er det stort set holdt i grålige og neutrale toner, der ikke skriger ligeså højt som lydene. På samme måde bliver det farveløse en kontrast til Selmas indre verden, der er fuld af fantasi, melodi og musicalkærlighed.
Dansende shownumre udspringer af og til af Selmas fantasi, og det løfter sig fra den ellers tragiske tunghed, der hviler over historien. En stålfabrik bliver til det, der minder om en dansende natklub, og blomsterbuketter kommer flyvende ind fra siden. Men det bliver aldrig springe-op-af-lagkagen-show, som Selma ellers synes, er herligt. Det er forfriskende numre i en forestilling, som ellers er ret lang. Næsten så lang at det kunne føles langtrukkent.
Foruden den stærke kvindelige hovedperson og det intensiverede lydunivers er det historien, der er i fokus. Der er noget at fortælle. Et narrativ med detaljer og karakterer. Historien fylder, men den er også god og rørende. Og instruktøren, Anne Zacho Søgaard, mangler ikke mod til at vise både drab, skud og henrettelse på scenen. Døden bliver ikke blot hentydet, som vi så ofte ser på teaterscener, den udspiller sig faktisk for øjnene af os med lidende blodindsmurte skuespillere.
Døden lykkes i sin fremstilling, dog er jeg mere vaklende om at sige det samme om teksten i de sange, der efterfølger. Den netop udspillede handling bliver konkret italesat og skåret lidt kejtet ud i pap. Det er ganske muligt, at det understreger det absurde i den situation, der lige har udspillet sig, men jeg kan ikke sige mig fri for ind i mellem at krumme et par tæer over det.
Hvem: Aarhus Teater
Hvor: Aarhus
Hvornår: 30. okt. – 8. dec. 2018
Foto: Emilia Therese