Af Carina Blangsbøll
På Nørrebro Teater er borgerkrigen brudt løs, og med denne forestilling har de inviteret de primitive instinkter til Sci-Fi-selskab med overklassen. Historien favner bredt og handler om alt fra krig til kærlighed, kæledyr og flåede tomater.
450 år ude i fremtiden møder vi Henry, som lever en sorgløs tilværelse med sin talende hund. De er begge en del af et stamcelleprogram, der har gjort dem og deres venner udødelige. Henry lever efter filosofien, at (for mange) tanker fører til depression, men pludselig bliver han mødt af et spørgsmål der sætter hans egen hukommelse i gang.
De medvirkende mestrer både humoren og alvoren, og det er lykkes dem at veksle mellem de mange forskellige spillestile, vi møder i forestillingen. Komikken bliver til tider nærmest tegneseriekomisk, som når kakaduen lettere oprevet fortæller de andre kæledyr, at den ville ønske at den var en hund, så den kunne løbe hurtigt, frem for altid at flyve i modvind.
Samtidig får vi også barskheden lige i hovedet i form af det oprørske flashback til borgerkrigen og en række meget blandede sidefortællinger, der præsenterer os for skæmmehistorier, håb, fiktion og samfundsskildring i et.
Forestillingen er væsentlig, fordi den sniger tematikker ind, der udspringer af det samfund, vi har i dag. Det komiske giver på den måde mulighed for at sætte ord på det usigelige – det vi helst ikke vil høre, når det handler om lighed og ulighed.
Den omfattende scenografi matcher også forestillingens mange kontraster, med stereoskoplys, røg og den rå Dronning Louises Bro som samlingspunkt.
Humoren og alvoren går hånd i hånd, og forestillingen er grebet an på en måde, så man først bagefter begynder at reflektere over stykkets vigtige pointer. For når selv hunden begynder at stille eksistentielle spørgsmål som: Hvem er jeg? Så bliver det sjovt samtidig med, at det får os til at tænke over livet. Hvad vil vi? Hvem kaster pinden? Og skal vi le eller græde?
Hvem: Nørrebro Teater
Hvor: København N
Hvornår: 10. Sep. – 22. Okt. 2016
Foto: Ulrik Jantzen