Af Carina Blangsbøll
E-Rasmus er en gaming-komedie frit fortolket af Jens Svane Boutrup ud fra Holbergs klassiker Erasmus Montanus. Mathias Bøgelund er Rasmus, som efter at have vundet mesterskabet i e-sport, forlanger at blive kaldt for E-Rasmus, ligesom hans klan kalder ham på efterskolen. Bøgelund spiller rollen hånligt og bedrevidende, men det er nu engang E-Rasmus’ livsvilkår.
Clara Ellegaard er Rasmus’ forvirrede mor Nille, som elsker sin dreng, og derfor prøver at følge med i hans nye gaming-sprog, så godt hun kan, og ellers beder hun om assistance hos John, der er selvudnævnt edb-ekspert via hans computerkursus for ældre på biblioteket. Olivia Franciska Fevel Borgels spiller John og det gør hun meget morsomt, specielt når John prøver at imponere Rasmus, med alt det han ved om nem-id, e-boks osv.
Martin Bo Lindsten er god som creepy PPR mand, som tydeligt kan se, der er noget galt med Rasmus’ store behov for gaming. Fortællingens andre karakterer varetager de få medvirkende også, og kostumeskiftene foregår flittigt ude langs scenekanten.
Jeg synes kostumevalget er spændende, skørt og farverigt, men for mig virker det distraherende, at de medvirkende har en heldragt med himmel og skyer på under alle deres andre ydre-kostumer. Men ideen med dette er jo nok at vise, at dem vi møder i historien grundlæggende er den samme type mennesker gjort af de samme overbevisninger. Rasmus ender ligeså i en himmelheldragt, da hans nye idéer om verden bliver skræmt ud af ham.
Forestillingen rummer nogle sjove momenter som f.eks. en lyssværdskamp, og det virker til, at man har prøvet at gøre det hele lidt ungt ved at bruge noget, som man tror målgruppen på 12-16 år synes er fedt. Om det helt er lykkes, skal jeg ikke kunne sige, da jeg nok ikke er kernemålgruppen for denne forestilling. Jeg er hverken 14 år eller boomer. Ligesom jeg hverken ville betegne mig som hardcore gamer eller N00b. Til gengæld kan jeg fortælle at de unge teenagedrenge, som jeg sad ved siden af, ofte tog hænderne op foran øjnene, men om det var fordi, det som skete på scenen var for cringe eller om det var fordi det ramte spot on på deres virkelighed, ved jeg ikke. Men de levede sig i hvert fald meget ind i historien!
Der er også en morsom computer ord-battle mellem gamle John og unge Rasmus. Noget som jeg tænker de fleste kan nikke genkendende til. At generationer og deres ordbrug skifter. Det er sjovt uanset om, man så kender alle ordene de slynger ud eller ej. Måske bliver det endda lidt sjovere, hvis man ikke kender alle ordene i deres lille ordopgør.
Men jeg synes desværre at forestillingens forventninger til sit publikum er sat ret lavt. Altså det er som om forestillingen prøver at målrette sig den unge aldersgruppe så meget, at det nogle gange bliver lidt for meget. De vil være sikre på at fange deres publikums interesse, og det tror jeg ikke er nødvendigt i en sådan grad. Jeg tror godt man kan tåle at blive præsenteret for lidt, der ikke taler direkte til en, ellers har man jo ikke en chance for at blive klogere, eller for at blive vild med noget andet end det man kender i forvejen. Men lad os håbe der kommer en masse nye teaterelskere ud i verden, efter de har set E-Rasmus.
Hvem: Teater Vestvolden i co-produktion med Bornholms Teater og Vendsyssel Teater
Hvor: Hvidovre, Rønne, Hjørring
Hvornår: 5. – 26. marts 2022
Foto: Søren Meisner