Anmeldelse: Emma ude af takt


Af Carina Blangsbøll

Folketeatret har taget teten og lavet en forestilling om Emma Gads ’Takt og Tone’, og med den fører de Gads nedskrevne leveregler frem til i dag ved at tage Emma og hendes familie op igennem de sidste hundrede år.

Forestillingens musikalske arrangementer giver forestillingen et pust, og især Christiane Bjørg Nielsen og Birgitte Raabergs sangstemmer er skønne at lytte til. Og så bliver der både spillet trommer, klaver og bas. Om end forestillingens sangvalg ikke altid passer tidsmæssigt til den periode, vi skal forestille at befinde os i.

Nogle udsagn fra bogen bliver formidlet på en meget gammeldags stiv i betrækket-facon, der gør at man ikke er i tvivl om, at de mener noget med den pludseligt forandrede og dramatiske iscenesættelse, som nogle af Emmas Gads citater bliver sagt i. Desværre er jeg i tvivl om, hvad de mener med det, og hvad vi helt præcist skal bruge det til. Hvad er holdet bag forestillingens tanker om det, der bliver sagt? Skal det præsenteres for os så markant anderledes, fordi disse citater er forældet og ikke kan bruges i vores tid? Hvordan har man det som menneske, hvis man går igennem hele livet og blot siger absolut til alt det, man ikke forstår? Det er jo næppe idealet og det bliver det heller ikke fremstillet som, måske bliver der snarere gjort lidt grin med det. I hvert fald bliver de forældede elementer fra ’Takt og Tone’ hurtigt forbigået som små sidebemærkninger, der efterlader en i en lidt forunderlig stemning.

Visse ting i forestillingen bliver tydeligt annonceret direkte til os publikummer, som når vi f.eks. rykker os til år 1919, 1950, 1970 eller 2021, men så er vi pludselig til Kvindernes Udstilling i 1895 eller er det kvinderne fra 1970, der er til udstillingen? Det står altså ikke helt skrapt frem, når det kun er mellem akterne, der bliver talt direkte til os i salen og forklaret om hvem, hvad og hvornår.

Men når teksten er god, bliver den også spillet stærkt og særligt Pia Rosenbaum hægter hen mod forestillingens slutning Emma Gad og nutiden sammen på kærlig og underholdende vis i form af rollen som coach og svigerdatter.

Dygtige kvinder udvikles af andre kvinder, bliver der sagt i forestillingen, derfor ville jeg virkelig have ønsket at denne forestilling sad lige i skabet og gav os lidt mere at tænke over end den faktisk gør. For det er og bliver nogle talentfulde mennesker, der står på scenen. De synger dejligt, de får os til at grine og så får de mig til at sætte pris på glæden ved ikke at leve lige efter bogen.

Hvem: Folketeatret
Hvor: Turné i hele landet
Hvornår: 13. okt. – 12. dec. 2020 samt 10. – 29. april 2021
Foto: Thomas Petri