Af Lea Nelhorf
Forestil dig det, du mangler allermest i dit liv. Det du inderligt længes efter. Det du virkelig stræber efter. Det der gør ondt helt ind i sjælen at undvære, og du måske egentlig ikke rigtig ved hvad er. Hvor meget vil du ofre for at opnå det?
Dette spørgsmål tager Mungo Park og Alias Teaterproduktion op med Goethes klassiker Faust som udgangspunkt. Den gamle tekst er blevet moderniseret og finpudset med succes af dramatiker Line Mørkeby og diverse medlemmer af det førnævnte kunstneriske fællesskab Alias Teaterproduktion.
Trods omskrivning er teksten tro mod dens genre, og vi er stadig i den gamle tragedies tekstunivers. Bl.a. med enderim så banale, at jeg med smil på læben overvældes af spillernes ligefremme måde at sige dem, som var det det mest almindelige at sige. Her er også små stemningsfulde musikalske indslag som en del af fortællingen og en komisk distance til det tragiske.
Forestillingen udspiller sig i Julian Toldam Juhlins geniale, magiske og smukke scenografi. Fausts kridhvide og kliniske kontor er placeret midt i det store sorte teaterrum. I midten af den store opslagstavle er et kæmpe mørkeblåt hul. Et dybt og forførende hul ud til en anden verden. En verden mellem drøm og mareridt.
Ved hjælp af en eksperimenterende leg med lyssætningen slås skygger i regnbuefarvede refleksioner, der fluks sender os til en mere mystisk og eventyrlig sindstilstand ved mødet med djævlen Mefisto.
Spillernes hvide kostumer og hvide pudder i hovedet får dem på nærmeste vis til at ligne en slags levende spøgelser. De flyder lige så let omkring som tragediens gang, viser sig og det har en enorm effekt, når farverne forsvinder, og alt pludselig ses i sort-hvid.
Henrik Grimbäcks iscenesættelse af Faust er en stærk, vild og intens omgang. Derudover er den også vanvittig smuk og uhyggelig fortryllende. De fem skuespillere, med Henrik Prip i front som den lærde og fortvivlede Faust, gør et forblændende indtryk. Hver og en på scenen sætter sig fast i min bevidsthed og stadig, ved mit indre billede, skræmmes jeg af Geertz’ Mefisto, væmmes af Marianne Mortensens afdankede Martha og føler Fausts længsel.
Værd at fremhæve er også Mefisto, i skikkelse af Martin Geertz, og hans henvendelser til os, publikum, der fungerer upåklageligt. Han forsøger sig stykket igennem at få os til at se vores egen djævelskab og vores indre dyr i øjnene.
Fra start er jeg opslugt af det intense drama. Det er stærkt, det er råt, og det er hedt. I næsten to timer er vi hengivet til en verden som er en underlig mellemting af drømme og det værste mareridt, vi kunne tænke os. Denne forestilling er helt i gennem suveræn og stiller os et spørgsmål, jeg tror vi af og til har brug for at blive spurgt om. Hvor meget er forestillingen om det lykkeligste øjeblik værd for dig?
Hvem: Mungo Park
Hvor: Allerød
Hvornår: 19. jan. – 14. feb. samt på Betty Nansen Teatret fra 16. maj -18. maj 2018
Foto: Mikkel Russel