Af Carina Blangsbøll
Forældrene larmer lidt mere end normalt, de leder efter børnesæder og sikrer sig, at deres hjertebarn kan se scenen bedst muligt. Børnene er inden forestillingen ret så stille, og foran det store bolsjestribede scenetæppe virker de ekstra små ved denne premiere i Skuespilhuset.
Omvendt er det, da forestillingen går i gang. De voksne tysser, børnene udbryder gang på gang ”hvad er det?”, og de heldige får en hurtig forklaring med voksne hviskestemmer.
Selvom alle disse stemmer er lidt irriterende og hiver min opmærksomhed væk fra det der sker på scenen, kan jeg kun tilslutte mig ordene hvad er det? Også selvom den 3-årige udspørger måske ikke undrer sig over det på samme måde, som jeg gør – i hvert fald hjælper svaret ’en astronaut’ mig ikke på samme måde, som jeg kan høre, det hjælper pigen bag mig.
Om det skal betegnes som et decideret skuespil, ved jeg ikke helt om, jeg kan tilslutte mig. Det er mere 4 skuespillere, en musiker og en masse store ting. Halfdan Rasmussens digte er rammen for balletleg, tyggegummi-rockere, fiskere og en aparte men dejlig kærlighedsrelation mellem en snegl og den lille havfrue.
Der sker alt muligt, men til sidst overrasker det ikke længere. Jeg undres mere over, hvorfor det lige er det, der er der. Jo altså, det har noget med ordene i digtene at gøre, men hvad den dybere mening med forestillingen er, forekommer uklart. Selvom det da bestemt er behageligt at høre og se på kavalkaden af flotte skabninger og ting, der lige så behageligt vækkes til live af Merete Mærkedahl, Karen-Lise Mynster, Rasmus Fruergaard og Laus Høybye.
Den store scenografi er udtænkt af Julian Toldam Juhlin og har alt fra balancerende cirkusartisteri til rumlige babusjkadukker. Forestillingen er flot, men at dømme ud fra de sociale medier, hvor video efter video er blevet delt om scenografi og kostumer, havde jeg alligevel forventet lidt mere. Eller i hvert fald havde jeg forventet at opleve noget mere, som ikke allerede var blevet afsløret.
Bevares det er naturligvis noget helt andet at se teater end at se et videoklip, men alligevel gjorde det mig forberedt på en anden måde end ellers, da jeg vidste, at disse flotte scenestykker løbende ville vise sig, og når de udgør så stor en del af forestillingen, var det lidt ærgerligt, de allerede var inde på nethinden.
Men der opstår alligevel en særlig fascination, når ordene ”Lillebitte bli’r man, når man sover” bliver suppleret af en kæmpe toast med et spejlæg, der er større end min første lejlighed.
Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: København K.
Hvornår: 9. feb. – 16. mar. 2019
Foto: Camilla Winther