Anmeldelse: Hokus Pokus


    Stjerne2Stjerne2

Af Carina Blangsbøll

På Zangenbergs Teater kan du for øjeblikket komme ind i en verden af magi og trylleri med børneforestillingen ’Hokus Pokus’. Forestillingen tager hånd om store og små med Henrik Zangenberg i front som tryllekunstneren Abdullah Hansen. Barndommens lethed er ved være slut for hans assistent og datter Nanna, spillet af Henriette Katrine Lund, og ind træder oprøret mod røde sko og egyptisk dans. Historien bliver fremført med lune og trylleri, så alle kan følge med og forstå problematikkerne. For skal voksne ikke holde, hvad de lover?

Det er der i hvert fald bred enighed om på Zangenbergs Teater. Abdullah har nemlig lovet, at hans datter Nanna må lave sit eget tryllenummer i hans trylleshow, men alle de forandringer huer ham alligevel ikke, når det kommer til stykket. Derfor tager Nanna sagen i egen hånd, for hun er nemlig stædig som et æsel og ikke typen der giver op i modvind.

Forestillingen taler fint til målgruppen på 4-10 år, og der er dilemmaer, morskab og fri fantasi i børnehøjde. Nanna er nemlig en pige der gerne selv bestemme, hvad for noget tøj hun skal have på, hvilken musik hun skal høre, og hvad hun skal optræde med. Hvis du selv har børn i denne alder, lyder det måske bekendt?

Scenografien i sig selv er også ret magisk. Skiftet fra tryllekassen til den verden, hvor Nanna bestemmer, har en særlig wow-factor, og på stolerækkerne sidder alle pludselig lidt tættere, for hvad var det egentlig for et magisk skift der skete ud af det blå?

Forestillingen ’Hokus Pokus’ er en sand trylletime. Så tag de små med og af sted mod Zangenbergs Teater og træd sammen ind i den magiske teaterkasse, hvor sko kan danse, mennesker forsvinde og bolde kan flyve.

 

Hvem: Zangenbergs Teater
Hvor: København K
Hvornår: 7. Feb. – 26. Marts 2017
Foto: Pr. Zangenbergs Teater