Af Marie Vernegreen Christensen
Man kunne måske fristes til at tro at en 85 minutters lang forestilling uden pause, der er blevet beskrevet som værende ’eksistentialisme på en mark’ og ’filosofi i gummistøvler’, og som stort set består af dialog mellem to mænd, der er klædt i nogenlunde samme jakkesæt, ville være kedelig. Men tøv en kende, for du vil blive grebet af både undren, humor og begejstring.
En kvinde starter stykket ved at spille cello for os. Derefter popper de to hovedfigurer op, og starter deres samtale ud af det blå. Uden kontekst eller yderligere præsentation begynder de deres dialog, som sådan set fortsætter stykket igennem og udgør handlingen. Det gnavne, godmodige og halvhomofobiske makkerpar har af deres højt respekterede chef fået til opgave at grave et hul. De ved hverken, hvor dybt hullet skal være, eller om det skal være rundt, firkantet eller måske trekantet og dette diskuteres som så meget andet, mens der graves.
Banaliteter, simpelheder og diskussionen om ordsproget ’ingen ko på isen’ overhovedet giver mening, blandes med alvorlige emner som kærlighed, skilsmisse, svigt og ensomhed. Der opstår både overraskende store tanker og naive aktiviteter med børnelegskarakter så som dåse-walkie-talkies og armlægning. Og det virker. Det er netop i denne blanding, at det bliver filosofisk og komisk på samme tid. Vi griner af dem og deres små særheder. En opgivende lyd, en forskrækkelse eller en rumpe stukket i vejret er nok. Der er tale om en fantastisk knastør humor.
Den væsentligste grund til at denne humor virker, er Frederik Meldal Nørgaards og Henrik Vestergaards flotte præstationer. Det er utrolig velspillet, og jeg tror på figurerne på trods af deres skæve stemmer, klumpnæser og dukkelignende karakter – og jeg kommer endda til at holde lidt af dem og deres hjertelige venskab. De er som hund og kat, og en af deres mest brugte udvekslinger er ”Rend mig i røven, Flemming” ”Ellers tak, Torben”, og alligevel gøres det klart, at der er en stor kærlighed mellem de to venner. Jo dybere de graver, des dybere ind på livet kommer vi på dem og deres hemmeligheder og i det praktiske arbejde bliver flere følelsesmæssige og filosofiske spørgsmål bearbejdet.
Der er masser, der kan tolkes på. Der er så at sige mange huller i HULLET, som du selv kan fylde ud, hvis du har lyst. Du kan nyde forestillingen her og nu uden yderligere tolkning, men du kan også tænke videre over det eksistentielle, som den serverer for dig.
Hvem: Von Baden
Hvor: Teatret Svalegangen, Aarhus – spiller senere på Teater Grob i København
Hvornår: 2.-16. december 2017 i Aarhus samt 4.-16. januar 2018 i København
Foto: Anna Marin