Anmeldelse: I støvet fra regnen


    Stjerne2

Af Anna Cæcilie Sørensen

Lyset flimrer. Røgen trykker lungerne flade. Det er dunkelt. Vi går ind i gennem baren og sætter os i sæderne. Vi sidder på et værtshus. Kinderne sviger og her er varmt. Billardbordet er scenens centrum. Det er underligt dragende. Man får lyst til at være en del af det. Alligevel virker den næsten faretruende, og de dunkende lyde gør en nervøs. Der er noget galt.

Først virker det som et helt almindeligt mødet mellem to gamle soldaterkammerater, der begge har anlagt skæg. Den ene halter, og den anden er tørlagt. Der bliver spillet lidt med musklerne og store ord. På overfladen virker det egentlig ganske tilforladeligt. Næsten lidt hyggeligt. Men langsomt vendes alting på hovedet, og mennesker går amok.

Paw Henriksen og Martin Hestbæk er virkelig fantastiske sammen. De er uovervindelige. Skrøbelige og skræmmende. Deres samspil og nærvær er altopslugende. Det ene øjeblik griner jeg, og det næste øjeblik bliver mit smil revet væk. Man bliver næsten bange for at føle. Der hele virkelig enormt virkelighedsnært og alligevel så langt væk fra.

Billardkøllerne bliver til våben. Historien om krigen. Historien om ødelæggelsen af mennesker er skræmmende. De to mænd skændes, og synspunkter bliver til stikpiller. Det er svært at have en mening om noget. Den næsten banale historie om utroskab og broderskab er virkelig god. Sandhederne kommer som et baghold og selv jukeboxen bliver til et våben. Karakterernes udvikling er så intens og flot, at den gør mig bange. Mennesker går i opløsning. Menneskeskallen smuldrer, fordi det inderste er kaos. Det er overvældende at være publikum til.

Scenografien virker gennemskuelig men har enormt mange lag i sin enkelhed. Det er hverdagsbillederne der får følelserne frem. Alt i alt en grænseoverskridende forestilling, som jeg på det varmeste vil anbefale til alle at overvære. Vi er ingenting uden hinanden. Vi er ingenting uden hjælp. Der er noget galt i Danmark. Der er noget, vi skal tale om, og der er ingen der skal glemmes.

 

 

Hvem: Teater Grob
Hvor: Kbh. N
Hvornår: 14. april – 5. maj 2018
Foto: PR Foto