Anmeldelse: Jean de France


Af Carina Blangsbøll

Grønnegårds Teatrets premiere på Ludvig Holbergs komedie Jean de France var ikke til at stoppe, selvom den vådeste regnvejrsdag valgte at lade dråberne falde i Odd Fellows Palæets Have. Heldigvis stilnede regnen af, og de sidste dråber faldt ubemærket, da alle publikummer var pakket godt ind i regntøj allerede fra forestillingens start.

Nicolai Jørgensen spiller storslået og pompøst den hjemvendte søn Jean de France, der efter 15 uger i Frankrig har taget så meget fransk med sig hjem til København som muligt. Hans nye stil, tale og væremåde chokerer de fleste af byens borgere med undtagelse af hans egen mor, der er pavestolt af Jeans udvikling, hans nye navn og alle hans nye påfund. Jeans far Frands, spillet af Benjamin Kitter, er dog lidt mere utryg ved alt det nye og håber, at sønnen snart bliver normal igen. 

Tina Gylling Mortensen er skøn som Jeans forblændede mor Magdelone, og samspillet med både Jørgensen og Kitter er fantastisk morsomt, når hun koster rundt med den ene og bærer den anden på hænder.

Karin Betz’ kostumer er, alt efter hvem som har dem på, en dejlig blanding af gammeldags overdådighed og mere moderne påfund som solbriller, netstrømper og strikveste. Det underbygger forestillingens tema med clash og kulturmøder rigtig fint, og giver karaktererne lidt ekstra kant at spille på.

Og som toppen af kransekagen har Charlotte Munksø i iscenesættelsen indarbejdet en musikalitet i forestillingen, der er både prangende og vild uden at det på nogen måde bliver for meget.

Som det for det meste er i Holbergs komedier, er det tjenestefolkene, som prøver at trække i snorene og få tingene til at ske, og planerne bliver her lagt af Rosalinde Mynster og Andreas Jebro. Det er dejligt at se Mynster og Jebro pingponge sammen på scenen, og de formår ikke kun at charmere sig ind hos hinanden, men også hos publikum. 

Tom Jensen spiller storisk den kommende svigerfader, Jens Frederik Sætter-Lassen er underfundig som den finurlige tjener, Jens Gotthelf holder rytmen som karlen Arv, mens Carla Eleonora Feigenberg og Aske Hass Thorsen debuterer som de unge elskende. Regn eller ej kan en tur i Grønnegårds Teatret klart anbefales denne sommer.

Hvem: Grønnegårds Teatret
Hvor: København K
Hvornår: 30. juni – 28. august 2021
Foto: Bjarne Stæhr