Anmeldelse: Jytte fra marketing er desværre gået for i dag


Af Carina Blangsbøll

Morten Münsters bestsellerbog ’Jytte fra marketing er desværre gået for i dag’ danner grundlag for forestillingen, men ikke på den måde jeg umiddelbart havde forestillet mig. På scenen er fortællingen fyldt med popsange, sketches og så en masse tomme floskler alt sammen med udgangspunkt i erhvervslivet og hverdagens arbejdstrummerum.

Det er lidt ligesom revy, men så alligevel ikke helt. Der bliver grint højt i salen, for tit er det de taler om sjovt og genkendeligt. Forestillingen har erhvervslivet som overordnet tema, men historien består af mange små humoristiske blokke, og rækkefølgen af disse små blokke virker rimelig tilfældig, selvom det helt sikkert ikke er tilfældet.

Har du arbejdet på kontor, vil du nok kunne genkende mange af de typer man møder i forestillingen. Troels Lyby er chefen, der ikke helt kan genfortælle, hvad de fine ord betyder, som alle blev enige om at arbejde videre med på konferencen. Komisk prøver han at streame ugens ord til medarbejderne, imens de tomme floskler haler ind på ham.

Lila Nobel er medarbejderen, som bare er der. Hun arbejder, prøver at hænge ud, og så danser hun ensom-ballet og diskuterer minimalisme, alt imens hun bringer latteren frem i salen.

Gustav Dyekjær Giese leverer morsomt og energisk i forskellige roller. Han er den hypede foredragsholder, der vil lære deltagerne om organisationer ved at sammenligne dem med den croissant, som medarbejderne sidder og spiser. Han er også den unge ansatte som holder sabbatår, møder op med tømmermænd og drømmer om flere ferier i Thailand i et forfriskende sangnummer i den fine scenografi. Han er også den medarbejdertype, som ikke helt kan sætte sig ind i sammenhængen mellem firmaets strategi og det vigtige ved, at mødelokalet er skinnende rent.

Magnus Haugaard viser sit komiske talent bl.a. i en scene, hvor alt går galt med rejsekortet. Det er sjovt, men det viser igen at det bestemt ikke er alt i denne forestilling, som har en relevans for handlingen. Karoline Brygmann er Jytte, hun prøver at tale for, at firmaet ikke skal sigte så højt, men hun bliver overdøvet af tom larm fra sine mandlige kollegaer. Derudover har hun og Haugaard også en morsom toiletromance, der udspiller sig som en hel lille musical.

Nørrebro Teaters folkekor synger også med på scenen, og det er en fin måde at inkludere den almene borger, men da der til sidst kommer en hel ny person frem og starter den sidste sang i forestillingen, skaber det mere forvirring omkring, hvem ham den nye på scenen er, end det tilføjer noget til forestillingen.

Forestillingens endegyldige tema må være at mennesket lever i to spor. Det virkelige der sker nu, og det spor vi kan følge, når vi lige får taget os sammen i morgen eller i hvert fald på mandag. De vil fortælle os at det er svært at leve op til alt det, man gerne vil og alt det, som vi bliver påduttet. Men om vi skal stoppe med at prøve eller bare grine lidt mere af det, det lader de være op til dig at tolke.

Hvem: Nørrebro Teater
Hvor: København N
Hvornår: 25. feb. – 27. april 2022
Foto: Büro Jantzen