Af Carina Blangsbøll
I ’Kærlighed ved første hik – the musical’ følger vi sideløbende to fortællinger. Den gamle historie om 1.g’eren Viktor, der forelsker sig i 3.g’eren Anja, følger meget stringent handlingen fra biografhittet fra 1999, mens historien om den voksne Anja og Viktor viser os, hvor de er i dag. Desværre er den ”voksne” udgave af Anja og Viktor tilsyneladende ikke rigtig kommet videre fra overvejelserne om mulige scoringer, kærestekriser og tanken om at græsset måske er grønnere på den anden side. Alt sammen ting som parret allerede har været igennem i den stribe af film, som de har lagt navn til.
Men selvom Anja og Viktor i den nye fortælling har kurrer på tråden, bliver musicalen heldigvis ikke et deprimerende samsurium af, at de er gået fra hinanden. Fortællingen formår stadig at være sjov og romantisk bl.a. via melankolske tilbageblik igennem de videobånd, som den voksne Viktor har fundet frem.
I denne del af historien er det Nicolai Jensen som den unge Viktor og Anna Clara Sachs Leschly som den unge Anja, der virkelig brillerer. Nicolai viser sig herudover som forestillingens bedste sanger, og han er et sandt fund for denne opsætning. Værd at nævne er bestemt også René Wormark, der på humoristisk vis formår at imitere og tolke den unge udgave af Anjas eks’ Peter, uden at det bliver voldsomt karikeret.
Gymnasietiden bliver selvfølgelig optaget på video, og de to drenge der på premiereaftenen spiller hovedpersonernes irriterende småbrødre Esben og Brian gør det med vældig stor charme, og de udviser både lethed og timing i deres spil. Det er altså virkelig forestillingens unge cast, der hiver stjernerne hjem.
Herudover er bandet Innocent Blood på scenen, hvilket indimellem tilføjer et koncertlignende break i historierne. De spiller og synger godt, men desværre virker det til, at forsangeren udelukkende synger nogle af sangene, fordi skuespillerne ikke selv kan.
Der er hevet flere 90’er-sange med i forestillingen såsom ’Jeg vil i seng med de fleste’, ’Wannabe’ og ’Kom la’ os gå’, men de passer ikke umiddelbart ind i fortællingerne, og det tager lidt tid at komme tilbage til selve historien, når numrene uden større sammenhæng bliver slået stort op på scenen med et ellers velsyngende og omfattende ensemble.
Dette gør også, at karaktererne i glimt fremstår ret anderledes i de scener, som ellers meget stringent forsøger at følge filmens handling. F.eks. når en stor gruppe veninder sammen med Anja og Gitte gør sig klar til fest og bryder ud i ’Jeg vil i seng med de fleste’ på trods af, at Anja lige har proklameret det modsatte. Herefter følges de alle til putfest, men Anja og Gitte ankommer alene til festen, sandsynligvis så vi kan få den klassiske scene, hvor Viktor tager imod deres overtøj i entréen. Inde til festen er alle de piger, som de ellers fulgtes med allerede tilstede. Det skaber ind imellem nogle lidt mærkelige overgange, og disse brudstykkefortællinger gør, at opsætningen til tider minder mere om en teaterkoncert med fortællergrebets lidt løsere rammer, end en egentligt musical med sange der underbygger handlingen.
Med henblik på scenografien er Anjas hus godt inkorporeret i scenerne, og sammen med de unge talenters skuespil og sans for timing giver det god mulighed for at opretholde de filmiske sceners tempo på trods af, at der ikke kan krydsklippes som på film. I de lidt lange blackouts mellem scenerne virker scenografien og dens store brug af træbrædder dog klodset at rykke rundt med. Trækasser ad libitum har scenograf Rikke Juellund vanen tro fundet plads til.
Sofie Lassen-Kahlke har tilføjet et ordentligt pift City Singler til hendes Anja-rolle, mens Robert Hansen mest bare går lidt mekanisk rundt på scenen og fremsiger sine replikker direkte til salen. Den voksne Viktor-rolle har ikke umiddelbart udviklet sig, og det er igen den unge Viktor der løfter hans karakter, fordi den løbende giver os indsigt i hans side af historien via tilbageblikkene, der viser at Viktor i hvert fald engang var et sympatisk menneske.
Det virker måske lidt omsonst at kalde slutningen på en kærlighedshistorie for en kliche, men ikke desto mindre kunne de sidste 10 minutter af forestillingen godt være udtænkt med en lidt større dybde, end med den dramaturgiske tendens til, at hovedpersonerne pludselig ændrer totalt synspunkt på det, som hele forestillingen har handlet om indtil nu.
Selvom Peter Langdal har en tendens til at lave lidt lange forestillinger, bliver musicalen aldrig kedelig og på trods af, at første akt alene varer 1 time og 20 minutter, er der ingen trang til at kigge på uret.
Da forestillingen slutter er stemningen i salen opløftende, og så længe Innocent Blood synger ’Den første gang’, mens Sofie Lassen-Kahlke og Robert Hansen hopper på stedet, så skal der nok være nogen, der trækker på smilebåndet.
Hvem: Live Nation Denmark og Langkjær Entertainment i samarbejde med Black Box Theatre
Hvor: Turné rundt i landet
Hvornår: 20. sep. – 9. dec. 2018
Foto: Miklos Szabo