Af Lea Nelhorf
Huden er det første, vi ser. Det er første lag og kroppens største organ. Så kan du forestille dig selv uden din hud?
På en time bliver vi her taget med ind i Naja Lee Jensens fortolkning af frustrationen over, hvor svært det er at finde ind til sin egen kerne. Det ingen kan se. Det nøgne og dét at søge tilbage til det trygge igen. For vi finder tryghed i at være ens, og vi finder tryghed i fysisk kontakt.
Dette bliver meget smukt og billedligt vist med store lagenlignende stykker hud indsvøbt i vand og Juli Apponens nøgne krop. Dertil et på den helt rigtige måde kvalme-fremkaldende lysdesign, et følelsesfuldt lyddesign og en masse røg. Det hele giver rigtig god mening som helhed.
Men når Juli Apponens står krediteret som danser venter man hele tiden på dansen. At der på en måde skal ske et højdepunkt. Dette sker ikke. Tværtimod.
Højdepunktet for mig bliver derimod lysdesignet, som er i samspil med den voldsomme krigsstemnings- og bølgehavslyd der høres fra flere forskellige vinkler rundt i rummet. For først da lys og lyd for alvor giver den gas, bliver det rigtig spændende, og Juli Apponens skikkelse bliver for mig lidt overflødig. Lyd og lys står herefter klarest, da det formåede at skabe en enorm velplaceret ubehag i rummet.
Jeg giver forestillingen tre stjerner, da jeg mangler handling og mere action fra danserens side. For selvom produktionen selv beskriver det som et tværæstetisk koreografisk arbejde, mangler jeg noget. Jeg mangler mere bevægelse. Jeg mangler koreografi. Jeg har brug for mere af danseren, end at kravle nøgen rundt under de store tynde stykker hud.
Budskabet forstod jeg til dels, men jeg er stadig i tvivl, om det endte godt eller dårligt.
Hvem: Dansehallerne
Hvor: København V
Hvornår: 29. sep. – 2. okt. 2016
Foto: Camilla Skibrek (det øverste) og CaleroPhotography (det nederste)