Af Carina Blangsbøll
Der er noget stilfuldt over hende, der gør, at hun ikke ligner den Liva, vi kender, men det glemmer vi lidt efter lidt. Hun synger heller ikke ligeså meget, som de Liva’er jeg har set, men efterhånden gør det heller ikke noget. For Ellen Hillingsøs Liva spiller, agerer, dramatiserer og fortæller os om livet. Hun viser os frihed, ensomhed og samhørighed på én og samme tid – og dét er sådan set ret befriende.
I dette til tider teaterkoncert-tematiske univers kan de gamle viser nemlig synges af alle. De kan synges af Liva og PH, de kan synges af Ella, Frede Skaarup og selv af teatercensor Normann. Sangene er godt skruet sammen, og tonelejet er passende fordelt. Jens Krøyer leverer tonerne, og sammen med skuespillerne bliver viserne poetisk fremført i scenografiens vekslende formater. Ligesom Liva selv rummer scenografien lidt af de bløde og lidt af de hårde værdier, og her er der heller ingen, der behøves at åbne døren for hende, for den skal hun nok selv få sparket ind.
I 2. akt kommer der alligevel lidt mere nerve på drengen, og på sin vis tager Ellen Liva-rollen mere på sig både fysisk og i sin gestik. Det klæder hende at blive slynget ind i lag på lag, for trøje efter trøje og kilo efter kilo virker det som om, at der bliver lidt mere at kaste rundt med, og der kommer på sin vis en helt anden pondus i ord, ærlighed og rytme. Den sidste frihedsret vi har er selvudslettelse, og det bliver vi så også gjort velopmærksomme på.
Birgitte Raaberg og Kasten Jansfort er, via en håndfuld forskellige karakterer, viklet ind i Livas liv, og store som små bliver der taget hånd om karakterernes underfundigheder, når vi møder dem på scenen i livets forskellige nedslag. Det lille hold fungerer godt sammen, og alle fem har deres funklende øjeblikke.
Henrik Koefoed som lampe- og revymager Poul Henningsen er også i sit rette moment, og med sit lille påsatte skrivebord får han givet historien ekstra kant. Hans dont er frihed, og han vil gerne give alle den samme ret. Særlig smukt bliver det – selvfølgelig i fællesskab – illuderet, da visen ”Det gælder kærlighed og krig” skal rekvireres til sangen, vi alle kender som ”Man binder os på mund og hånd”. Om end lidt vel opfindsomt, at sætningerne med et begynder at blive fremsunget i en snæver vending som sætningsafsluttende gætteleg bag garderobens lukkede døre. Men det er jo teatrets frihed. Heldigvis er efterskælvet ikke til at tage fejl af, og rigtig skønt er det, når Normann overtager rollen som tekstbladsvender, mens publikum kan synge med på visen med så stor en kraft, som de lyster. Et scenisk påfund, der selv i dag gør, at man med teksten tydeligt mærker lysets frembrud i mørket. Selv fik jeg en pludselig trang til at rejse mig op og mærke friheden, men jeg besluttede alligevel at vente til fremkaldelserne.
Hvem: Folketeatret
Hvor: København K
Hvornår: 22. november – 22. december 2017 samt turné fra 3.-15. april 2018
Foto: Thomas Petri