Af Marie Vernegreen Christensen
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, da jeg sank ned i mit sæde i den smukke gamle sal på Aarhus Teater. Jeg var klar over, at jeg skulle opleve noget med musik, noget med sanselighed og noget med gamle danske sange som Simon Kvamm havde haft fingre i. Men jeg spekulerede stadig på udformningen, og hvorfor det skulle ske på et teater.
Jeg fandt dog hurtigt ud af, at hele forestillingen var disse sange – ‘Se, nu stiger solen’, ’I skovens dybe stille ro’, ’Sov sødt, barnlille’ osv. Jeg blev som publikum simpelthen ført gennem en montage af sange iscenesat med stilrenhed, som både var simpel og overdådig. Sangene udgjorde hele forestillingens kerne og var limen mellem montagerne.
Lys, farver, dans og scenografi med alt fra blomster til diskokugler understøttede sangene og gjorde dem nærmest ophøjede. Men ofte blev den lidt hellige stemning brudt af en meget konkret og lidt komisk brug af udsmykning så som kroppe med et stort hybenbær-hoved eller levende snebolde med runde hvide dynejakker og vinterhue. Det trak det hele lidt ned på jorden, så det ikke gik hen og blev for sentimentalt.
Der er ingen tydelig handling, men derimod mulighed for at sammenstykke sin egen historie mellem sangene. Jeg følte, jeg kunne læne mig tilbage uden at være nødt til at ’følge med’. Der var mulighed for at døse hen i sangenes stemning, hvilket jeg ofte gjorde.
Kun få øjeblikke sad jeg med behovet for, at der skete noget nyt. Nogle sange mindede lidt om hinanden og virkede lidt lange. For mig var det de større arrangerede sange, hvor hele holdet var på scenen, som virkede bedst. Her blev jeg revet med og fik lyst til at rejse mig fra stolen i løssluppen dans – vel at mærke til salmer som ’Dejlig er Jorden’.
Jeg var ikke den eneste, der blev revet med. Jeg lagde mærke til, at min sidekammerat fældede en tåre og en midaldrende dame fortalte mig, at hun havde svært ved ikke at synge med.
Der var virkelig momenter, hvor det lykkes forestillingen at bygge bro mellem generationer og skabe en samhørighed takket være de velkendte sange, de visuelle arrangementer og Simon Kvamms karakteristiske elektroniske lyd.
Jeg gik ikke fra teatret med hovedet fuld af nye tanker, men med en dejlig fornemmelse i kroppen og en følelse af liv og glæde. Helt i stil med den følelse jeg havde efter en skøn fælles sangtime på min gamle højskole.
Det giver mening for mig nu, hvorfor denne genopdagelse af sangene skulle foregå på et teater. Hvor findes der mere nærvær, fællesskab og forbundenhed end på et teater, hvor mennesker skaber kunst for mennesker med mennesker?
Jeg fornemmer kærligheden til den danske sangskat, og forestillingen er alt i alt en smuk hyldest til historien, danskheden og fællesskabet. De gamle – lettere støvede – sange pudses på ny og serveres på et sølvfad.
Hvem: Aarhus Teater
Hvor: Aarhus
Hvornår: 24. aug. – 30. sep. 2017
Foto: Emilia Therese, Aarhus Teater