Af Lea Nelhorf
Chelsea Manning er født Bradley Manning. Hun er kendt for at lække hundredtusindvis af fortrolige amerikanske dokumenter til WikiLeaks. Hun fik en dom på 35 år, men blev benådet af Barack Obama efter 7 år i fængsel. 17. maj 2017 blev hun fri.
Denne forestilling er Mannings historie. Drengen. Soldaten. Whistlebloweren. Kvinden.
Det er hendes fortælling. Hendes kamp med uretfærdigheden. I samfundet, i hende selv og i hendes egen krop. I sin mandekrop hersker en konstant usikkerhed og undertrykkelse. Hun er vaklende og lever i afmagt. Hun er ikke sig selv. Men i det kvindelige finder hun en altoverskyggende selvsikkerhed. Ved bare at iklæde sig sine søsters kjole, en læbestift eller en paryk er hun mere levende. Hun er glad. Hun bliver den, hun altid har følt sig som.
Dem simple scenografi består af en tom glasboks. Denne boks bliver ved hjælp af videoprojektioner, til alt det, der til sidst sender hende i fængsel. Optagelserne af luftangreb på uskyldige civile, korrespondancerne mellem hende og hackeren Lamo og den første kopiering af filerne, dansende til tonerne af Lady Gaga. Boksens betydning er hele tiden i centrum. Både som det metaforiske fængsel og det egentlige fængsel. Scenografi og fortælling følges uadskilleligt hånd i hånd. Det er stærkt, og det er imponerende. Det er smukt og vanvittig sigende.
Anders Budde Christensens præstation er eminent. Stærk, sårbar og medrivende. Han formår at vise os usikkerheden i dens pureste form. Helt upoleret. Han er hele tiden tro mod karakteren og fortællingen. Vi tror ærligt og oprigtigt på hans historie. Den bliver virkelig. Han er virkelig. Han bliver hende. Og det sætter sig fast i os.
Han formår løbende at minde os om, at det er ham, der fortæller og spiller historien. Nogle gange snakker han direkte til os, andre gange overdriver han en rolle og tilfører et ’arhg’, og af og til spiller vi vigtige roller. Vi bliver en del af fortællingen, og fortællingen kommer omend endnu længere ind under huden på os.
‘Manning er fri’ er en gribende, tankevækkende og enorm smuk biografisk fortælling. Den er en af de historier, der bare er nødt til at blive fortalt, fordi historien er så god. En fortælling du er nødt til at se. En forestilling der husker os på, hvor vanvittig verden er, og hvor mange udfordringer man nogle gange skal igennem for at finde sig selv.
Du vil se væmmelige og hjerteskærende klip fra virkeligheden. Du vil undres over vores absurde og makabre verden, og du vil føle Mannings enorme pres. Det er hårdt, men det er det hele værd. Denne forestilling er blændende, betagende og bragende fantastisk. Den er et must at opleve!
Hvem: Mungo Park
Hvor: Betty Nansen
Hvornår: 30. maj – 31. maj samt 18. juni- 23. juni på Mungo Park Allerød
Fotos: Jon Kort/Bjarke Maccarthy