Af Maja Sofie Sørensen
Cadeau til One and Only Musicals. I stedet for blot at hente store udenlandske blockbuster-forestillinger, som har vist sit værd enten på Broadway eller i West End, producerer de ny original dansk musikdramatik. Titlerne er velkendte som film eller serier, men teaterforestillingerne er nye. Senest succesmusicalen ‘Den Skaldede Frisør’. Nu har Jesper Winge-Leisner og hans stab kastet sig over danskernes yndlingsserie Matador – i samme stil som de for små 17 år siden musicaliserede Olsen Banden. Og lad mig slå fast. Matador er et mesterværk som tv-serie. Som musical har den sine udfordringer.
Det er ikke første gang, at nogle får idéen at overføre Matador til musicalscenen. I 2007 havde DR og Det Kongelige Teater urpremiere på deres version, som var mere udskældt end denne anmelder finder berettiget. Det medgives, at det er en vanskelig kunst at komprimere 24 tv-episoder og et stort persongalleri ned til 3 timers teater, hvor der også skal synges og danses undervejs. Dramaturgisk må der træffes nogle store valg, og i denne nye version har Susanne Bier og Anders Thomas Jensen stået for bearbejdelsen sammen med seriens forfatter Lise Nørgaard for at tilsikre, at hun kunne stå inde for forestillingen. Personligt holder jeg mere af den første musicalversion fra 00’erne.
Man kan undre sig over, at Agnes og Lauritz Jensen helt er udgået i denne nye version. Historien om arbejderklassen som tager ansvar for deres liv og skaber det fra bunden, den del af serien som vil være det største identifikationspunkt for de fleste, er væk. Tilbage er persongalleriet i de fine stuer hos Varnæs og Mads Skjerns indtog på Korsbæks bonede gulve. Man fokuserer på de store nostalgiske øjeblikke fra serien samt Daniels løsrivelse fra sin fars idealer og så er Møgherne også i fokus. De sidstnævnte får generelt for meget plads – så morsom og handlingsdrivende er Fru Fernando Møghes 100 års fødselsdag heller ikke. Og Fru Fernando Møghes vise, hvor hun i et afskedsbrev lærer datteren Misse, hvordan man tager hånd om mændene, og at hendes ‘Fernando kunne komme på kommando’ er så malplaceret og afvigende fra karakterskildringen i serien, at det gør ondt.
Ensemblet gør det ellers glimrende. Lea Thiim Harder synger vidunderligt i rollen som Ingeborg Skjern, Marie Dalsgaard rammer præcist Maude Varnæs, og Jon Lange er en habil Hans Christian Varnæs i front for det velspillende hold.
De elskede figurer fra Korsbæk er flyttet ind i et moderne og karikeret univers, der fremstår som et poleret postkort, udtænkt af scenograf Benjamin La Cour, der lader LED-skærme danne Korsbæks gader. Skærmene rummer enorme muligheder, for de kan i princippet føre os, hvorhen det skal være. Men jeg skal være ærlig – det bliver i længden ensformigt og aldeles uægte at kigge på.
Persongalleriet omflokkes af et hold moderne dansere og har fået nutidige poptoner komponeret af Burhan G og Lise Cable. Isoleret er der gode popmelodier i blandt, men størstedelen af sangene er desværre glemt igen et øjeblik efter, de er fremført. Måske det havde hjulpet at indspille sangene, så publikum kunne høre dem før, og de kunne lagre sig.
Set ud fra et kommercielt syn er Matador som musical en god idé. Den har tilsyneladende solgt over 90.000 billetter allerede inden premieren. Men kunstnerisk er der meget mere at drømme om. Særligt den varme, ægthed og tro mod perioden, som serien rummer.
Hvem: One and only musicals
Hvor: Turné
Hvornår: 15. feb. – 28. april 2024
Foto: Miklos Szabo