Af Ditte Simone Jelsbak-Rasmussen
Kunstnerduoen lazygirls, der består af skuespiller Ludmilla Faber og musiker Niko Ursin, vil forstå Melania Trump. Det gør de igennem, hvad der beskrives som et revenge party i to akter. Første del er selve forestillingen, med en kort varighed på en time; anden del er en techno-valgfest, der dog er helt frivillig.
Ludmilla Faber er besat af fænomenet Melania Trump, den tilsyneladende mest upopulære førstedame nogensinde. Forestillingen følger os derfor igennem Melanias vej fra ex-Jugoslavien til Det Hvide Hus, med Ludmilla som et fast anker, der flyder ind og ud af rollen som Melania. Bagtæppet hele stykket igennem er verdens nok mest prestigefyldte event, The Met Gala, med trapper betrukket med en rød løber. En invitation til The Met var Melanias største ungdomsdrøm, og trapperne bliver et billede på den sociale opstigning, der virker til at være det primære formål i hendes liv.
Ludmilla proklamerer storladent: ”Vi må prøve at forstå dem, vi ikke er enige med, for kun sådan kan verden blive et bedre sted.” Jeg skal indrømme, at jeg først tænkte, det var en lidt trættende præmis, men det viste sig hurtigt at være netop ærindet med forestillingen; at punktere ideen om at forstå det, vi ikke kan forstå.
Forestillingen er nemlig en spydig og skarp kommentar til white savior-complexet, hvor Ludmilla retfærdiggør sin besættelse af Melania med, at hun jo bare ønsker at ”redde” hende – fra hvad præcist forbliver i det uvisse. For det kan umuligt være tilfældet, at Melania Trump selv har valgt sin skæbne som hustru til en dømt, skandaleramt ex-præsident.
Lazygirls skal have stor ros for den elegante anvendelse af en række simple og nok også lavt budgetterede rekvisitter, der tryllebandt mig og resten af publikum. Ludmilla læser f.eks. op med en overbevisende Trump-stemme fra den satiriske poesibog ‘The Beautiful Poetry of Donald Trump’, der fik salen til kollektivt at krumme tæer. Ligeledes læser hun op af velvalgte passager fra Melania Trumps egne memoirer, uden at det på noget tidspunkt bliver kedeligt.
Et helt enkelt sort jakkesæt, hængt på en bøjle, fungerer som Ludmillas rekvisit i rollen som Donald Trump, og med det samme er salen overbevist. I en vanvittig ubehagelig, men også utrolig underholdende blowjob-scene mellem Donald Trump og Melania Trump formår Ludmilla kun igennem det sorte jakkesæt og perfekt placerede hænder at overbevise hele salen om øjeblikkets ægthed.
Ingen scener eller rekvisitter virker i det hele taget til at være overflødige. Jeg kunne måske godt have brugt endnu flere informationer om Melanias baggrund og tiden omkring mødet med Trump, men alt i alt er resultatet utroligt vellykket. Der er blevet skåret ind til benet med skarpe referencer til alverdens tidstypiske popkultur. Det at få det maksimale ud af en relativ kort spilletid, er der mange andre teateropsætninger, der kunne lære meget af.
Det kan på det varmeste anbefales at tage ind og se Melania Blink Twice If You Need Help – mest af alt, for at opleve lazygirls’ eksperimenterende scenekunst og skarpt skårne monologer.
Hvem: Gæstespil på Aveny T
Hvor: København
Hvornår: 23. – 26. okt. 2024
Foto: Sandra Vitayarat