Af Carina Blangsbøll
Momo er pigen der lytter og inspirerer. Hun lytter til fuglen, så den synger. Hun ser børnene, og leger med. Og hun hører på de voksne, så de taler. Momo kommer til en lille landsby, og pludselig forsvinder alle borgernes problemer – selvom alt var næsten nær idyl i forvejen. Der er dramatisk musik helt fra start, også når det er munter idyl, vi ser på scenen. Selvom der går lang tid, før det virkelige drama opstår, gør musikken, at vi som tilskuere hele tiden venter på, der sker noget skæbnesvangert eller skælsættende. Det gør desværre også at musikken fremkommer lidt ensformig og til tider for rodet. Især når det er tænkt som en børneopera.
Pludselig en dag kommer de grå mænd til byen, hvor Momo bor, og herefter begynder tiden med hastige skridt at forsvinde ud af de voksnes liv. Alle er optagede af mobiler, mobilepay, forbrug og effektivitet. Så meget at der aldrig sker noget, og ingen ser, hvad der ellers foregår. Børnene begynder at falde om og har fået legetøj som kompensation for manglende opmærksomhed. Det går de så rundt med i stedet for at bruge deres fantasi, som de ellers tidligere gjorde. Der er kommet rigtig mange fine elementer med i fortællingen, og der er mange finurligheder og alvorligheder at lægge mærke til i scenebilledet. Det historiske islæt er så at sige blevet opdateret siden 1973, hvor Michael Ende skrev den første roman om tidstyvene og barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene.
Operaens første akt bliver lidt for fortællermæssigt udpenslet, men hen mod slutningen begynder elementerne og spændingen at tage fart og særlig i anden akt sker der meget, man også som barn kan følge med i. Scenografien er let foranderlig og virker levende, og til tider fremstår den, som var den udtænkt lidt som en pop-op-bog, og det fungerer godt i samspil med de meget stilrene kostumer.
Børnekoret er fra Sankt Annæ Gymnasium, og når børnene synger på scenen, er det med klare, tydelige og nydelige stemmer. Børnene er iscenesat som små voksne operasangere, og det bliver ind imellem lidt for kunstigt, som når de viser deres nye legetøj frem til hinanden, og det foregår på en udpræget voksen og slet ikke barnlig manér. De voksne operasangere synger vanligvis godt, og Morten Grove Frandsen er særlig fremtrædende i hans rolle som den fortællende fremmedfører Gigi.
Historien om Momo og tidstyvene er ligeså relevant i dag, for ikke at sige mere relevant end nogensinde, og fortællingen sætter virkelig tankerne i gang om tid og forhastehed. Så jeg vil snarere anbefale den til alle voksne og måske navnlig forældre, da det i sidste ende er deres børn, det går ud over. Selvfølgelig vil børn, da også kunne få noget ud af fortællingen og særligt den flotte scene, men selvom der synges på dansk, er det nok at fordel at være stor nok til at kunne læse overteksterne for at få det fulde udbytte af operaens moralske undertoner.
Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: Operaen, København K
Hvornår: 15. okt. – 10. dec. 2017
Foto: Miklos Szabo