Af Lea Nelhorf
Første scene er absurd og mærkværdig. Spillerne er kampklare, dyriske og indtager scenen med en energi der næsten giver mig åndenød. ’Morph’ er en fysisk forestilling, og indeholder ikke andre end Kristján Ingimarssons udefra seende ord.
Ingimarsson har tidligere har blæst mig og resten af scenekunstverden fuldstændig bagover med den Reumertvindende forestilling ’Blam’. Nu er han tilbage sammen med fem andre performere. Denne gang handler det om menneskeheden og menneskets adfærd.
Hurtigt vil han have os til at tænke, og med på spotlight på os selv som publikummer, er vi nødt til at kigge vores sidemand i øjnene. Hvem er dem, der sidder lige ved siden af os? Hvem er vi egentlig selv? Hvorfor gør vi, som vi gør? Og endnu vigtigere, hvorfor er vi som mennesker, så pokkers uforudsigelige?
Ingimarsson tager os på en rejse, der minder om et dyreprogram – et vanvittigt vildt kunstprojekt, der samtidig minder os om vores tragikomiske virkelighed. Han springer ind og ud af fortællingen, skiftevis som medspiller i handlingen og som den udefra seende kommenterende vært. I ham har vi et ironisk, informativt og komisk perspektiv, der holder vanviddet sammen, og hjælper os stykket igennem.
Blandingen af hverdagsscener og de absurde billeder og sammenligninger fungerer hele vejen igennem. Vi ser en skildring af verden, der både skæmmer os, og får os til at skraldgrine. Vi får både illusionen om, at disse mennesker er udstoppede småkryb, der skvulper rundt i sprit, er ubarmhjertige zombier, vilde dyr og helt almindelige mennesker vi finder på kontoret og i den overfyldte bus. De formår at vise os det hele ved hjælp af deres kroppe, timing og helt eminente styrke, der får det hele til at se legende let ud. Det er grotesk smukt, og jeg nyder det i fulde drag.
Johan Kølkjær skal have ros for den helt igennem smukke og såre simple scenografi. Glasmontre der blandes med det rodede, uperfekte, grimme og menneskeskabte plastik skrald. Han leger med kontrasterne, og han leger med vores samvittighed.
Mængden af de kliniske montre forøges og skaber hele stykket igennem nogle fantastisk smukke billeder, og påpeger hver især deres mange pointer. De skaber ligeledes med deres genskær en ny dimension, der lukker os omend endnu mere ind i det surrealistiske univers.
Billedet af at vi mennesker boltre os i alt det hæslige, men kun ser det rene er i og for sig enormt aktuelt i disse SoMe-tider.
Selv kalder teatret forestillingen et ”kæmpemæssigt antropologisk laboratorium” samt en ”humoristisk og sveddryppende forestilling”, og det er lige præcis, hvad det er. Det er oplysende, tankevækkende, latterligt smukt og sætter interessante og voldsomt sigende billeder for mit indre blik. Billeder der vil blive siddende i lang tid. Du vil se menneskets adfærd i et helt nyt lys og med garanti tage dit eget handlingsmønstre op til genovervejelse.
Denne forestilling skal opleves, føles og mærkes. Kom afsted!
Hvem: Aarhus Teater – Scala
Hvor: Aarhus
Hvornår: d. 11. april – d. 6. maj 2017
Foto: Gísli Dúa