Anmeldelse: Mustafas Kiosk


    Stjerne2Stjerne2

Af Carina Blangsbøll

De voksne der går fra teatret vil klart ønske, at deres børn var ligeså gode til at rydde deres legetøj op, som de tre legebørn på scenen er. At lege sig igennem en teaterkoncert, kræver jo også en del oprydning, for scenerne, stemningerne og temaerne skifter hurtigt fra leg til gys til dril og deslige.

Børnene fanger hurtigt, måden stykket udspiller sig på, for de kender det fra dem selv og deres egne måder at lege på. Det bringer mange hurtige grin frem, og børnenes kommentarer til, hvad der sker på scenen, er ind i mellem ligeså morsomme at høre på som skuespillernes.

Selve scenografien er meget hvid i forhold til, hvad Jakob Martin Strids univers normalt forbindes med, men figurer, tøj og smarte briller bringer liv til scenen. Det samme gør de eventyrlige billeder, der af skuespillerne projekteres op på scenetæppet som underlægning til visse historier og lege. For min skyld måtte der gerne have været baggrundbilleder til endnu flere af fortællingerne, for det gav dem en helt anderledes form for dybde og gjorde dem mindre stereotype.

I og med forestillingen kalder sig for en teaterkoncert kan den jo ikke klandres for at være lidt uden en egentlig sammenbindende handling, men personligt ville jeg nærmere kalde forestillingen for en musisk lege-montage. Forestillingen er et sted hvor der leges forskellige lege, og det er sådan set rigtig fint, så længe børnene forstår at kigge på og grine med. Men I skal ikke gå ind til oplevelsen for at få dækket behovet for sammenhængende fortælling med en altafgørende start, midte og slutning. Her er det mere de fyldende fortællinger der dyrkes. Nogle af dem får os til at grine, og andre får os til at tænke. Jo, ønsker bliver opfyldt til sidst, men det er sådan set ikke dét, som vi har siddet og længtes efter, der ville ske.

Ind i mellem fremkommer det muligvis lidt fjollet, at børn og voksne sidder og kigger på, at andre leger, for burde vi ikke bare lege med, når vi nu er så heldige at være i en kiosk der har næsten alt? Men så alligevel ikke, for måske formår det at inspirere os selv til at lege lidt mere. Det håber jeg i hvert fald.

 

Hvem: Teater Fantast / Teater V
Hvor: Valby
Hvornår: 23. aug. – 3. sep. 2017
Foto: Natascha Rydvald