Anmeldelse: Nøddeknækkeren


Af Carina Blangsbøll

Repremieren på den Tivoli-ficerede udgave af ‘Nøddeknækkeren’ formår på fineste vis at højne niveauet fra juleballettens tidligere opsætninger med et talentfuld hold dansere af højeste klasse.

Juleballettens handling udspiller sig en juleaften omkring 1870’erne, hvor alle gæster naturligvis har medbragt gaver til familiens to børn Clara og Frits. Imens der ventes på at gaverne kan pakkes op, fortæller H.C. Andersen, som er en af aftenens gæster, eventyr ud fra sin store eventyrbog og sirlige papirklip, og i Claras fantasi kommer eventyrene til live i familiens stue. Da gæsterne er gået hjem, og Clara falder i søvn for foden af det store juletræ, drømmer hun sig ind i en verden, hvor aftenens oplevelser, det nye legetøj og de lidt uhyggelige eventyr kommer til live i en harmonisk drøm, der ovenikøbet udspiller sig midt i Tivolis eventyrlige have.

Copenhagen Phil leverer medrivende musikken af Pjotr Hjitj Tjajkovskij under ledelse af dirigent Henrik Vagn Christensen, mens de dygtige danserne særligt i 2. akt får lov til at folde sig ud i Peter Bo Bendixens nye koreografi.

Scenografi og kostumer af Dronning Margrethe ll tager sig smukt ud på Koncertsalens scene, og med dronningens valg af differencerede materialer og en mangfoldige farvepalette skabes der i scenebilledet mange detaljer, som øjnene kan fordybe sig i.

Nøddeknækkeren, Snedronningen, tinsoldaterne og musebørn farer ind og ud af Claras drømme, mens snebolde fyres afsted over hovederne på dem. Med ét forsvinder vinterkulden dog, og ind danses sommer og efterår som afløser det snedækkede Tivoli med en opblomstrende eventyrhave. Harlekin, Columbine og Pjerrot flyver afsted i en løsrevet ballongynge, og det smukke gulddanserpar optræder for hele forsamlingen i Tivolihaven.

For de helt unge publikummer, der endnu ikke har rundet deres 7. sommer, er dansens fylde i 2. akt, om end dens høje kvalitet, lidt for ensformig hen mod slutningen, primært da tempoet i den ellers flotte pas de deux ikke fremstår helt ligeså tjept og foranderligt, som når det store hold af dansere farer ind og ud mellem hinanden. For de børn og voksne der gerne nyder en pas de deux uden gentagende gange at aktivere blinklysene i deres kondisko, er tempoet dog fint.

Ligeså udspiller fortællingens dramaturgi af Henrik Lyding sig levende og let forståeligt, og balletten er med sit væld af farver oplagt for (næsten) hele familien at se, da det er nemt for både store og små at fordybe sig i de mange ting, der sker i den flotte opsætning.

 

Hvem: Tivoli
Hvor: København V
Hvornår: 23. nov. – 23. dec. 2018
Foto: Tivoli, PR Foto