Anmeldelse: Ødipus og Antigone


Ødipus og Antigone på Det Kongelige Teater, anmeldelse af Scenekanten

Af Sofie Herdorf Krøyer

Da tæppet går fra, blottes en spejling af teatersalen; den eneste forskel er, at stolerækkerne er helt tomme. I det forladte rum hvor Ødipus og Antigone finder sted, får Sofokles’ manuskripter nyt liv i forestillingen, der roterer om skæbnebegrebet samt at kæmpe for det, man finder rigtigt.

Forestillingen er bygget op som en tredelt fortælling, der elegant sys sammen af usynlige skæbnetråde. Først introduceres publikum for Ødipus, der med blændende perfektion spilles af Peter Christoffersen, og dennes romance med sin moder. En tanke, der i sig selv bringer megen ubehag, portrætteres på ganske vulgær vis; det er næsten kvalmende at overvære. Og dog skabes der alligevel en fin og næsten uskyldig kærlighedsforbindelse mellem de to, og ud af denne føler publikum med den stakkels Ødipus, der vil det bedste både for sin familie og sin by, men ender med at være en skændsel for begge. Ødipus, der trods sit forsøg på at undslippe sin skæbne, løber direkte ind i den – hans to sønner ligeså. Antigone skiller sig ud og står som symbolet på en samfundsminoritet, der står fast trods umådelig modgang fra regeringsmagten og fra resten af folket, der logrer for fyrsten.

På imponerende vis balancerer disse tre dele mellem trofastheden over for teksterne på den ene side og moderniteten på den anden. Det overvejende gammeldags sprog og miljø brydes og skævvrides blandt andet af farverige og alternative kostumer. Desuden eksperimenteres der med kønsroller som modsvar på manuskripternes originaltid, hvor rollerne udelukkende var besat af mænd.

Ødipus og Antigone på Det Kongelige Teater, anmeldelse

Forestillingen får et ekstra vidunderligt og moderne – til dels vemodigt – præg af det musikalske univers. Musikken er komponeret af Jeanett Albeck og overvejende udført af Tore Nissen, der indgår som en fast del af sceneriet. Musikken suppleres desuden med jævne mellemrum af skuespillerne, og når tonerne flyder sammen med fortællingens begivenheder, må man give efter for et væld af kuldegysninger. Der leges med det traditionelle kors betydning og fremtoning ved at lade hele ensemblet deltage i samtlige scener. På denne måde er koret ikke blot et sangkor, men står som repræsentanter for resten af samfundet, hvilket giver anledning til identifikation for alle.

Ensemblets konstante tilstedeværelse på scenen viser på elegant vis hvordan de valg, vi træffer, er påvirket af vores fortid og det samfund, vi indgår i. På den måde er ”skæbnen” måske uundgåelig, fordi vi aldrig helt selv har mulighed for at træffe en beslutning uden påvirkning udefra. Og dér skiller Antigone sig ud ved at bryde samfundets regler og stå op for det, hun finder rigtigt.

Trods teksternes alder er de stadig den dag i dag uhyggeligt aktuelle, og det ekstra pust, der i denne forestilling tilføres af både gakket-hed, musik, kostumer og lys efterlader publikum i et udefinerbart følelsesvirvar efter tæppefald. Forestillingen giver anledning til både grin, forargelse og vemod samt en grundlæggende forundring over, hvordan det lykkedes at fastholde en hel sal absolut tryllebundet af så gammelt materiale i 3 timer.

Elisa Kragerup har en evne til at forvandle alt, hun rører ved til guld – denne forestilling er ingen undtagelse. Ensemblet leder med lysende klarhed publikum gennem begivenhederne og viser alle som én fantastisk forførelsesevne. Hvis jeg kunne, gav jeg alle medvirkende en stjerne – men her må vi nøjes med seks…

 

Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: København
Hvornår: Indtil 17. jan. 2017
Foto: Natascha Thiara Rydvald