Af Anna Cæcilie Sørensen
Et vinterritual i mørket. Et rum i et rum. Vi lukkes ind og der åbnes op. Hver aften kl. 18:00 påbegyndes ritualet, men du kan besøge den metafysiske have allerede ved solnedgang. Det er interessant at træde ind i et ukendt rum. Ja, det gør vi i for sig altid, når vi er tager i teatret, men som regel har vi mulighed for at søge læ i stolesæderne. Her kan du selv vælge om du vil stå op, bevæge dig rundt eller tage en stol med ind i salen.
Jeg tager en stol med ind og ud i haven. En vinterhave i et særligt psykedelisk lys, der får mine hvide snørebånd til at lyse og mine øjne til at vandre. Der sidder en mand langs den ene væg og da han forlader salen, sidder jeg der helt alene. Alene med oplevelsen. En æstetisk oplevelse, med et pulserende elektronisk lydtæppe der rejser rundt i rummet. Den æstetiske oplevelse skal pirre vores nysgerrighed og hermed også være noget, som ikke er en del af den trivielle hverdag. Og det er ’På jorden’ også, noget som jeg ikke har oplevet før og som bestemt gør mig nysgerrig, men nok desværre også lidt forvirret.
’På jorden’ er ikke den traditionelle forestilling, men et ritual og en installation udført af et designhold og et hold af performere. Og man kan mærke at det er en installation og/eller performance, som gerne vil sit publikum. At der er noget der gerne vil formidles og udtrykkes – for konceptet er virkelig fyldt med sanseindtryk. Lydtæppet står aldrig stille og man ved aldrig rigtig hvad man skal forvente, og den del af konceptet fungerer enormt fint.
Det store halvdøde birketræ, som hænger ned fra salens loft, er halveret på midten og man sidder og får lidt dårlig samvittighed, over at se op på den flotte natur. Selvom jeg har svært ved at finde ud af, hvad ’På jorden’ gerne vil og hvad jeg skal stille op efterfølgende, så må jeg indrømme at det var rart at gå ind i et rum, hvor man kunne få fred fra virkeligheden. En virkelighed som dog alligevel en gang imellem blev afbrudt at en svag julemusik fra teaterfoyeren. ’På jorden’ er en tværæstetisk oplevelse og der er ingen tvivl om at der ligger et stort arbejde bag udførelsen. På et tidspunkt er der et menneske der drejer rundt om sig selv, eller som en viser på et ur. Det er som om at verden er gået i stå, at vi står i tomgang og hermed også kun nærmer os en undergang.
’På jorden’ forlanger noget af sit publikum, og det må teateroplevelser jo også meget gerne. Til tider kan det dog virke som om at denne installation forlanger for meget af sit publikum. Der bliver rodet i en masse gløder, men jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg mærker det varme bål som skal fastholde min interesse, når jeg sidder der i salens vintermørke. Jeg sidder og bliver bange for, at der er noget, jeg har misforstået eller slet ikke fattet.
Hvem: Teater Momentum
Hvor: Odense
Hvornår: 30. nov. – 18. dec. 2021
Foto: Wael Toubaji