Af Ninette Marie Hemmingsen
Eventyrteatret gør det igen! Pinocchio er en forrygende, flot og morsom musical. Den gamle fortælling om trædukken, der skal blive til en rigtig dreng, er blevet støvet godt og grundigt af og findes nu i en opdateret version anno 2024.
Da min niece og jeg ankommer til Tivoli, er vi begge spændte på, hvordan Eventyrteatret har grebet den gamle fortælling an, og man må sige, at vi er langt fra 1940 og Disney. Gepetto sidder foran computeren, og lever, ligesom os i en verden med kunstig intelligens, og dén Pinocchio, han skaber, er lige netop dét, en såkaldt KI. Her i begyndelsen af forestillingen når jeg faktisk at tænke: ”Åh nej, skal dét nu også handle om kunstig intelligens?” Men min skepsis bliver bragt til skamme, for Eventyrteatrets udgave af Pinocchio er helt vildt god og kommer med nogle fine perspektiver på en ret aktuel virkelighed.
Jeg har faktisk ikke en finger at sætte på noget, alt i denne musical spiller! Jeg tager virkelig hatten af for det kreative team, Kim Ace Schjerlund og Jeff Ace Schjerlund, der både har skrevet, instrueret og koreograferet Pinocchio. Man kan tydeligt mærke, at der er lagt energi og sjæl i det, og det er en fornøjelse at se, hvordan dans, kostumer og lysshow går op i en højere enhed.
År efter år bliver jeg imponeret af de unge eventyrbørn, og i år er absolut ingen undtagelse. 14-årige Jens Dons Christensen har hovedrollen som Pinocchio, og han spiller med en fantastisk indlevelse, så det er fuldt fortjent. Der er intet, der afslører, at det er Jens’ første år på Eventyrteaterets Dramaskole. Hans Pinocchio er oprigtig, nysgerrig, godtroende og god, præcis som han skal være. Hans tro følgesvend Jesper, nu uden fårekylling, spilles af Romeo Lundholm Dahl, og han leverer mange grin til salen. Jesper hjælper Pinocchio med at se den onde legetøjssælger Ærlige Bente for den, hun virkelig er. Ærlige Bente, spillet af Clara Dragsted Hansen, er nemlig alt andet end ærlig og vil gøre alt for at få fingrene i teknologien, der gør Pinocchio til noget særligt. Alle eventyrbørnene leverer flotte præstationer, og forestillingen er forrygende hele vejen igennem.
Eventyrteatret gør det altså igen! Pinocchio er en morsom, medrivende musical, og den fortjener i den grad 6 stjerner. Der er ikke nogen god undskyldning for ikke at købe en billet. Pinocchio er for hele familien!
Hvem: Eventyrteatret
Hvor: Tivoli, København
Hvornår: 4. – 20. okt. 2024
Foto: Thomas Hergaard