Af Kira Bach Pedersen
Det er en klassiker, som langt de fleste kender. Han er en dukke lavet af stumper og stykker fra en ensom mands værksted. Men at være en dukke, hvis største drøm er at blive en rigtig dreng, er ikke så ligetil. Stakkels Pinocchio er dømt fra starten til at falde i moralsk fordærv, uden at nogen fortæller ham, at hans dilemmaer er så menneskelige, som noget kan være.
Mange kender historien fra den gamle Disney-film. Den har Folketeatret og producenten Teater Patrasket taget tydeligt afstand fra, selvom plottet følger de samme elemeter fra filmversionen. Derfor er der også fart på, så vi kan nå alle sidehistorierne og en del kostumeskift på 60 minutter.
Vi kastes ind i et musikalsk, spøjst og dystert univers. Forestillingen har et særpræget udtryk med en kombination af victorianske kjoler og sprød steampunk. Det er rigtig fedt, og endnu flottere, at det gøres med få og effektive virkemidler. Det er også en god beslutning at skrue op for de ydre faktorer, da selve fortællingen efterhånden er lidt udtrådt.
Heldigvis er det ikke en moralsk prædiken, vi er vidne til, som den oprindelige historie lægger op til, men snarere en fortælling om far, (dukke)søn og ubetinget kærlighed. Den slags bliver aldrig irrelevant.
Dirck Backer er en ren legemliggørelse af Gepetto som den milde og tålmodige mand, der ser sin dukkesøn lave de fejl, vi alle laver undervejs i livet. Pinocchio selv er spillet med en naiv charme, som hænger unægteligt sammen med den ignorante karakter. Selve dukken er flot håndværk og tilpas forvrænget til, at den agerer naturligt centrum for forestillingens overordnede visuelle udtryk.
Den gode fe og fårekyllingen er blevet strøget fra rollelisten, selvom begge karakterer overraskende nok stammer fra den oprindelige italienske børnebog og ikke er opfundet af Disney. Det er forståeligt nok, nu hvor vi har en stram tidsplan at holde os til. Et talende insekt havde nok heller ikke hjulpet med at holde disneyficeringen af en relativ grum historie på afstand. Det bliver da også intenst for de mindste i publikum, når Pinocchio klynges op i et træ eller smides i havet. I de tilfælde træder fortælleren ind og husker os på, at Pinocchio er en dukke. Så der sker ham ingenting.
Men bare rolig – både humor og publikumsinddragelse bliver der også tid til undervejs. Børnene ler og vi alle kan sætte pris på den scenografiske stil og dukkeføring. ‘Pinocchio’ spiller med musklerne med sin særprægede stil, mens historien forbliver det samme. Det er bestemt et besøg på Folketeatret værd.
Hvem: Folketeatret
Hvor: København
Hvornår: 5. – 20. marts 2022
Foto: Søren Meisner