Af Carina Blangsbøll
Verdens stærkeste pige drager på turné med Folketeatret, og denne her gang er det den originale svenske teaterforestilling dramatiseret af Jonna Nordenskiöd med musik af Georg Riedel og Jan Johansson, og ikke Sebastians musical som ellers har været spillet mest i Danmark de sidste år
Folketeatrets Pippi Langstrømpe er en sød forestilling. Scenograf Benjamin la Cour har leget med størrelserne i sin scenografi, således at Pippis hus er et dukkehus, der bæres rundt. Det synes næsten som en ren fantasiverden, da Tommy og Anikka går på opdagelse i den lille miniature af Villa Villakulla. Indersiden af huset er repræsenteret ved farverigt lys, som titter frem mellem scenografiens ellers meget mørke brædder. Og kontrasten mellem når vi er i Pippis hus, i skolen eller hjemme hos Tommy og Annika, er derfor gjort stor med få virkemidler.
Siw Ulrikke Maibom spiller en sød Pippi, for det skal man være, når man er verdens stærkeste, som hun selv gør opmærksom på. Om Pippi burde være lidt mere fræk i forestillingen eller om vores generelle forståelse af ”uartige” børn har flyttet sig, det kan jeg ikke helt sætte en finger på, men det kan jo diskuteres. Til gengæld har forestillingen også et dybere fokus på Pippis forældre eller rettere sagt manglen på dem. Hver aften udtrykker Pippi nemlig sit savn efter dem, når hun taler med sin englemor på skyen og kigger efter sin flydende sørøverfar på havet. Det at savne sine forældre på den ene eller den anden måde er sikkert også relaterbart for mange børn som ser forestillingen.
Omkring Pippi møder vi det kendte persongalleri fra børnebøgerne. Ulrik Windfeldt-Schmidt og Linea Høeg Olsen spiller det velopdragne søskendepar Tommy og Annika, som får mere og mere kulør på tøjet og tilværelsen, jo mere de er sammen med Pippi. Morten Christensen er læreren som på morsom vis forsøger at introducere Pippi for ”plutifikationstabellen”, og Pernille Schrøder er Fru Prysellius som vil anbringe Pippi på børnehjem. Fru Prysellius er i denne opsætning også blevet lidt mere omsorgsfuld og ikke nær så skrap, som hun ellers plejer at blive fremstillet. Det virker faktisk som om, hun vil Pippi det bedste.
Sørøverfar Kaptajn Langstrømpe spilles hjertevarmt af Jacob Weble, som forstår at sætte gang i en fest på scenen – både med løgnehistorier og dansetrin.
Pippis abe Hr. Nilsson og hendes hest er lavet meget fantasifuldt, og igen er der leget lidt med, at størrelsesforholdene ikke behøves at være korrekte ift. virkeligheden. Begge spilles nemlig af voksne mennesker, artisterne Jeppe Kaas Vad og Linette Stamp Christensen, og kostumerne er lavet således, at vi aldrig ser artisternes egne ansigter. De har begge en rigtig god føling med dyrekostumerne og de bevæger sig flot i scenografien.
Hvem: Folketeatret
Hvor: Turné i hele landet
Hvornår: 5. okt. – 12. dec. 2021
Foto: Gudmund Thai