Anmeldelse: Rædsel


Af Kira Bach Pedersen

”Undgå alt, og så sker der ikke noget”, lyder mantraet fra stemmen i dit hoved. Alt er farligt, busture såvel som indkøb i Magasin – ja selv at gå udenfor kan resultere med alverdens unødvendige prøvelser. Følelsen af angst er noget, vi alle kan nikke genkendende til, men for nogen bliver det en overskyggende og altopædende tilstand.

Hvordan kan vi portrættere, når angsten rammer og fortælle om den, så det giver mening? Anna Bros ‘Rædsel’ har givet et bud.

Ida Cæcilie Rasmussen er den angstramte og hårdtarbejdende moderne kvinde, mens Alexander Clement spiller den hviskende stemme i hendes indre, som påstår den vil hjælpe men i virkeligheden overtager kontrollen. I tæt samarbejde nedbryder de to skuespillere barrieren mellem publikum og scene i deres fysiske spil sammen og hver for sig.

Humor spiller en overraskende stor rolle i stykket, og den lykkes med komplet elegance uden at underkende det tunge emne, hvilket endvidere øger selve underholdningsværdien. Det hele hjælpes også godt på vej af et veloplagt premierepublikum, der griber alle de bolde Anna Bros tekst kaster ud i salen.

Rune David Grues iscenesættelse rummer manuskriptets mange ord med en omklamrende enkelhed. Ord er der brug for – emnet taget i betragtning. Budskabet er klokkeklart men ydmygt, når ’Rædsel’ viser én måde hvorpå angst kan udspille sig. Henimod slutningen begynder forestillingen at slide en del på angst-eksemplerne, så forestillingen fremstår unødvendigt forlængende, men den kommer hurtigt på benene igen og slutter med et realistisk og forhåbningsfuldt udsyn.

’Rædsel’ er både underholdende og vigtig. Den er et eksempel på, når teater viser sig som en nødvendig og vigtig kunstart til at reflektere over de ting, der foregår i vores samfund. ”Hvis du har prøvet det, vil du måske kunne genkende det. Hvis du ikke har prøvet det, vil du måske kunne forstå” skrives der i introduktionen til stykket. Mon ikke det heldigvis for mange publikummere kommer til at blive en god blanding af begge dele.

Hvem: Teater Grob
Hvor: København N
Hvornår: 21. feb. – 21. marts 2020
Foto: Søren Meisner