Af Lea Nelhorf
Da jeg sent fredag aften forlader Skuespilhuset, er jeg tom for ord. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har aldrig set noget lignende. Aldrig.
Det eneste jeg kan få fremstammet er; ”Hvor er det vildt!”.
For hvor er det vanvittigt, at en teaterforestilling kan fylde mig med så meget ubehag, være så nervepirrende og samtidig give mig så mange latterkramper. Det er næsten lige så absurd som forestillingen selv.
Jeg er fanget fra start. Fra den dundrende høje introsekvens. De store blokbogstaver øverst på tæppet, og den tågede og dunkle fortælling om blegdammene lang tid før Rigets opførsel. Jeg bliver fuldstændig revet med af spændingen, vanviddet, uhyggen og intensiteten. Jeg er fuldstændig opslugt af dette absurde, skræmmende og sindsoprivende Trier-univers.
Ingenting er helt normalt på Riget. Selv de ting der skulle være normale er ikke. En port er begyndt at åbne sig. Noget åndeligt er begyndt at rumstere.
På de cirka 3 timer introduceres vi for et hav af fortællinger. Der er noget med en ambulance, der ikke er der. En lille pige der græder. En spirituel og draget Fru Drusse, der kan høre hende.
En læge der er meget interesseret i en lever fyldt med en meget særlig kræftsvulst. En læge der bor i Rigets kælder, drikker hospitalssprit og laver rester af bedøvende øjendråber om til kokain. En fandens sur svensker, der har fejlopereret en lille piges hjerne og et foster på 11 uger, der pludselig vejer 4 kilo. Og så er der jo også overlæge Moesgaards Operation Morgenluft som skal forbedre afdelingens kommunikation.
Selvom det måske kan lyde overvældende er det, det på ingen måde. For det hele fletter sig så smukt ind i hinanden og får fortællingen flydende videre. Nicolei Fabers bearbejdelse og iscenesættelse er knivskarp og spot on.
Det dygtige cast er genialt castet til deres roller. Hver og en. Dog skal Kirsten Olesen fremhæves som den udadtil skingrende skøre gamle dame Fru Drusse. Hun formår at have en helt særlig ro og en sitrende og inspirerende standhaftighed i sin rolle. Hun er umanerligt troværdig, og hendes nærvær har en underlig blanding af den varmeste tryghed og angstprovokerende utryghed med sig. Der er noget uhyggeligt over hende, men også noget rart. Hendes karakter griber sig fat i os og får os til at holde af hende. Thomas W. Gabrielsson i rollen som den svenske Helmer fortjener ligeså store roser. Hans komiske leveringer af hans svenske vredesudbrud er noget nær det sjoveste og herlige, jeg længe har set. Han er intet mindre end særdeles fremragende som den højtråbende overlæge.
Denne forestilling er uden tvivl gennemført til perfektion. Den er helt igennem fantastisk og eminent. Den er grin og frygt. Den er smuk og grim. Den er god og ond. Den er det ene og det andet. En underlig cocktail af absurd komedie, thriller-spænding og gys. En opslugende og intens helaftensforestilling du ikke må snyde dig selv for. `RIGET´ skal opleves!
Hvem: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset
Hvor: København K
Hvornår: 20. april – 8. juni 2018
Foto: Emilia Theresa