Af Carina Blangsbøll
Livet er skrøbeligt, hvis man ikke tager det alvorligt. Det er vist nogenlunde, hvad vores hovedperson Tony Manero alias Silas Holst kommer frem til under aftenens premiere på musicaludgaven af ’Saturday Night Fever’.
Men hvordan bliver en musical så, hvis dens forgænger og filmiske iscenesættelse fra 1970’erne ikke bliver taget alvorligt?
Meget munter tilsyneladende! Og slet ikke så dyster og mørk som filmens ellers alvorlige og tragiske hverdagsdilemmaer. Disco-glimmer og munter drengefjolleri fylder hele første akt, og meget (meget) svagt fornemmes problemerne der luer under dansegulvets disco-belagte overflade.
Silas Holst er stjernestøvet denne aften, og han holder sig i topform med sine nytrænede dansemoves.
Dejligt er det også for en gangs skyld at se så stor en mangfoldighed i herrekostumerne med flerfarverige og pangmønstrede skjorter.
Forestillingens anden afdeling bliver åbnet som en anden boyband-koncert, og det bringer overraskende stor glæde i salen. Åbningsscenen er da også perfekt indrettet til at posere til de søde toner, og det virker til, at enhver i salen kunne svømme væk til tonerne ud under scenens store bro.
Til gengæld er hvilestunden kort, og det er også straks herefter, at vi som publikummer bliver overdynget med karakterernes store dilemmaer ét efter ét. Nu kommer problemerne nemlig væltende. Desværre virker det lidt påtaget, at de problemer, som vi ellers ikke rigtig har hørt noget til før nu, pludselig skal afsluttes og udkæmpes i de små spillescener ind mellem al den fede musik og rytmiske diskoteksdans.
Død, abort, religiøsitet, arbejdsløshed, voldtægt og racisme er alle sammen tematikker, der bliver taget forholdsvis let på i forestillingens handling. Så længe the party people kan danse hver lørdag aften, så gør resten ikke så meget – med mindre det altså foregår lige foran næsen på én. Så kan det da godt være, at danseskoene lige får en hurtig timeout. Der er mange både skjulte og fremtrædende dilemmaer i forestillingen som måske egner sig bedre på film end på scenen – i hvert fald er det tydeligt, at det ikke er muligt at nå at behandle alle de vigtige emner, som handlingen ellers ønsker at beskæftige sig med.
Christian Tafdrup spiller præsten Frank Jr., og hans præstation og føling med karakteren bliver meget levende og virker vedkommende for os som publikum. Tafdrup spiller på en sådan måde, at det selv i vore dage bliver muligt at forstå Frank Jr.’s endeløse og tvivlsomme vandring mellem sit erhverv og sit spirende ønske om muligheden for en anden tilværelse.
Bodil Jørgensen bringer hurtigt og velkendt de største latterudbrud frem i salen, men den dybe tallerken er der ikke blevet ledt længe efter. Men på den anden side; hvorfor springe rundt efter spritnye spilopper, når opskriften på morskab allerede er lige ved hånden?
Amalie Dollerup har fundet sin nye niche, for selvom hun har sunget musicals mange gange før, så har hun vist sjældent danset så meget og så godt som i denne forestilling. Dollerup springer ud som musicaldanser og blender godt ind i scenebillede både med Holst og med ensembledanserne, mens hun samtidig formår at træde frem på sin helt egen og naturlige måde i dansen.
I Falconer Salens mørke udtaler Tony Manero, at der på diskoteket hverken eksisterer fortid eller fremtid – alt det sker lige nu. Det samme gør sig gældende i ’Saturday Night Fever’, for her er tale om en musical, hvor fortiden er fjern og fremtiden irrelevant, for så længe musikken spiller, og rytmerne svinger, så er det muligt at tage livet ét sekund ad gangen.
Hvem: The One And Only Company
Hvor: Frederiksberg & Aarhus
Hvornår: 17. marts. – 29. april samt 19. maj – 16. juni 2017 i Aarhus
Foto: Miklos Szabo