Af Carina Blangsbøll
I det sneklædte Tivoli kommer den nyskrevne ballet Snedronningen til live, og med den er en mulig ny klassiker født.
Ballettens musik er skrevet af Nanna Øland Fabricius alias Oh Land. Musikken er meget melodisk og behagelig at lytte på, og Oh Land har løbende blandet de elektroniske instrumenter med klassiske instrumenter.
Laurie Nielsen, der danser rollen som Gerda, er næsten på scenen konstant, og sammen med Kay danset af Vincet Vernal og et væld af smukke dansere, fylder de den brede scene godt ud og får brugt hver en krog.
Uanset om det er som kække krager, sarte violer eller smukt vinterklædte byfolk glider danserne let henover scenen, og der er ikke nogle steder i historien, hvor dansesekvenserne bliver for lange eller for ensformige. De er hver især holdt i en tilpas længde, hvilket medvirker til at historien forbliver spændende, da både scenen, kostumerne og årstiderne skifter, førend man har nærstuderet alle detaljerne.
H.K.H. Dronning Margrethe har stået for ballettens scenografi og kostumer, og dronningens skitseformede tegninger bliver løbende levendegjort på scenens bag- og sideskærme. Denne brug af skærme fungerer rigtig godt ift. koncertsalens brede scene. Især da Gerda sejler ned af floden, og lyset også rammer gulvet, sejler hele scenen på det nærmeste afsted med os. Her går scenens billeder, farver og dans virkelig op i en højere enhed.
Når vi er på land, er den bevægelige røg i skorstenene på de projekterede tegninger ligeså med til at gøre scenografien levende og skabe et hyggeligt miljø i de gamle stregtegnede huse.
Rollen som Snedronningen kommer også til live i form af skærmene, og her er det sangerinden og komponisten Oh Land, der selv ligger krop og stemme til.
Snedronningen bliver en meget mystisk og dragende figur, for hun er ikke rigtig til stede, men samtidig kan hun være alle vegne. Hun beskuer scenen, danserne og os publikummer med et betragtende blik, som om hun hele tiden holder øje med, hvad der sker, selvom næste træk er hendes. Med Snedronningens perspektiv fra skærmene virker det som om, hun kigger ind i et marionetteater, som hun selv styrer. Det virker rigtig godt og hendes altomfattende evner til at have en finger med i spillet, bliver ligeså underbygget af hendes evne til at lade sine sangtoner høres uanset, hvor i historien vi befinder os.
Djævlene og englene er taget væk fra H.C. Andersens historie, og spejlet som Kay får i øjet er skiftet ud med Snedronningens is-splinter, som hun kaster ind ad vinduet mod ham. Dette medvirker ligeledes til at Snedronningens rolle, som en slags dukkefører, bliver endnu tydeligere. Hun ville have Kay ind i sit spind.
Dog savner jeg at se lidt mere af den oprindelige historie ift. Kays opgave hos Snedronningen. Hvorfor vil Snedronningen have ham, og hvad skal han hjælpe hende med? Det fremgår nemlig ikke så tydeligt. Selvom han dog går rundt og flytter på nogle isblokke i hendes slot. Uden djævle og med Snedronningen som skærmfigur bliver historien aldrig for alvor farligfuld eller skræmmende, men den passer glimrende til familiesegmentet og alle os, der gerne vil se noget smukt udført på en scene.
Hvem: Tivoli
Hvor: København V
Hvornår: 1. – 29. dec. 2019
Foto: Per Morten Abrahamsen