Af Ditte Simone Jelsbak-Rasmussen
‘Dansevise’, sunget og akkompagneret af Grethe og Jørgen Ingmann, kender de fleste nok som det første danske vinderbidrag til det europæiske Melodi Grand Prix i 1963. Men historien om, hvem Grethe Ingmann var, og hvordan hendes karriere formede sig efter succesen, er for mange, særligt yngre generationer, mere ukendt.
Med sin store guldlysekrone i loftet og intime jazzklubstemning danner Glassalen en perfekt ramme om en tidsrejse, der følger Grethe Ingmann igennem hendes karrieres start i de tidligere 1950’ere og henimod slutningen af 1980’erne. Grethe, blev beskrevet af aviserne som en guldfugl med en dyb stemme, der lød som noget, man kunne høre på jazzscenerne i Amerika. Grethe var dog ikke fra Amerika, men derimod fra et arbejderhjem i en 2-værelses på Amager.
Trine Pallesen spiller rollen som Grethe Ingmann, og Mathias Groves sekstet spiller hende igennem det enorme repertoire af både jazz, dansktop og Grand Prix, med og uden den indadvendte Jørgen Ingmann med sit betagende guitarspil.
Det stod hurtigt klart for mig at noget virkede lidt off med ‘Ta’ mig som jeg er’ i 2024-udgaven. Trine Pallesen virkede tydeligt påvirket af en forkølelse, der ofte resultererede i hosten fra scenen. Forkølelsen påvirkede også hendes vokal i en sådan grad, at den lød anstrengt og hæs. Det var svært at fjerne fokus fra i et stykke, hvor netop sangene og musikken spillede en så central del af fortællingen. For mig efterlod det desværre et indtryk af, at Trine Pallesen gjorde det så godt hun kunne, men naturligvis ikke virkede rigtig veloplagt pga. forkølelsen.
Fortællingen om Grethe Ingmann er i sin kerne den velkendte fortælling om en stor stjerne, der taber kampen til tidsånden og måske også lidt til fadøllene. Grethes bløde dansktop-toner blev i løbet af 1970’erne og 80’erne afløst af rock, læder og Sanne Salomonsen. Det må have været smerteligt for hende, men desværre bliver det aldrig rigtig udfoldet i dybden. For forestillingen er efter min opfattelse overfladisk i sin berøring af temaer om skillemisser, utroskab, og samfundets behandling af særligt kvinder i showbiz. I det ene øjeblik ser vi Grethe opløst i gråd, i det næste sprudler hun igen af glæde og virkelyst. Det kan være et forsøg på at portrættere en vild, følelsesladet men også viljestærk person, men på mig virkede de pludselige stemningsskift lidt forvirrende og ødelæggende for nuancerne.
Scenerne fra de københavnske danserestauranter i begyndelsen af 1950’erne, hvor det velspillende orkester spillede de tidligere Grethe Ingmann-sange, virkede på mig som de stærkeste øjeblikke. I 2. akt trådte historien om Grethe og skilsmissen med Jørgen i baggrunden, og det blev i stedet en slags tour de force rundt i Grethes senere repertoire. De lange passager, nærmest udelukkende med sange og ingen reel stillingtagen til, hvor handlingen skulle bevæge sig hen, var desværre med til at hæfte mig af. Undtaget et enkelt magisk øjeblik med den fine sang ‘Kærlighed’, umiddelbart efter skilsmissen med Jørgen, virkede 2. akt på mig mest af alt opsat på at nå i mål med en bid af alle sangene.
Det er synd, fordi der i Grethes liv virker til at være rigeligt stof til en endnu mere gribende fortælling. Men for mig lykkes det desværre ikke rigtig at blive medrevet i denne opsætning.
Hvem: Jangmarks Agentur
Hvor: Tivoli, København
Hvornår: 16. – 18. april 2024
Foto: PR Foto