Af Ditte Simone Jelsbak-Rasmussen
Tivolis årlige juleshow inviterede os igen i år ind i den smukke koncertsal. Som det fremgår af pressematerialet om årets show, så bydes vi indenfor til en ”fabelagtig” aften i selskab med nogle af landets ”største stjerner”. Så er barren også sat højt.
Det starter da også godt med Rasmus Botoft, der klædt i rødt fra top til tå er aftenens vært. Fra scenen opfordres vi til at smide vores sinds gamle beskidte badevand ud og læne os tilbage og optage julens ubekymrede glæder.
Herefter kommer sangeren Miriam Mandipira med en soulet version af ”Oh Holy Night”. Mandipira synger fantastisk, men hendes fremførelse virker denne gang noget fraværende og rutinepræget.
Herfra tager det hele dog også et ret kraftigt dyk. Den syngende bugtaler Peter Nørgaard fremfører en langstrakt udgave af ”Bjældeklang”, der, med tanke på hvor dygtig en bugtaler Peter Nørgaard er, er imponerende trættende fremført.
Meget bedre bliver det ikke, da Rasmus Bjerg kommer ud i et underligt forsøg på at introducere sig selv. Det kommer ud som en kommentar om, at hans forældre var keramikere, og han derfor har lavet mange pølser i sit liv. Altså i keramik.
Rasmus Bjerg er god når han får lov til at croone, så ærgerlig er den påtagede pølsesnak. Det er derimod ret sigende for showet, der kejtet forsøger at virke hyggeligt med plads til alle de lavest hængene frugter.
Tivolis egen jazzsangerinde Alice Carreri får aldrig fødderne til jorden, og det samme gælder for dragartisten Betty Bitschslap. Mellem dem kommer en noget fraværende ”Santa Baby”-duet, der desværre giver indtryk af, at de begge gerne vil have det hele overstået så hurtigt som muligt. Flere steder glipper det med vokaler der er ude af takt med det ellers velspillende Tivoli Bigband.
Et opløftende øjeblik kommer med flamingodanseren Selene Muñoz. Hun hypnotiserer salen i en enormt musikalsk flamenco-session. Hun forsøger endda, at få salen til at klappe i takt med hendes introduktioner. Det lykkes ikke rigtig, men hun skal have stor ros for at gøre et ihærdigt forsøg.
Videre opløftende blev det med Oh Land, der fremførte sin egen skønne ”Julefeber”. En optræden der af Rasmus Botoft introduceres med ordene om, “at der nu bliver fare for, at nogle i salen vil udvikle pludselig feber”. Jeg ved ikke, hvem der er den ansvarlige for de introduktioner, men gode var de ikke.
Oh Land var fantastisk på både ”Julefeber” og ”Når du ser et stjerneskud”. Dog skulle vi heller ikke her snydes for et mærkeligt mellemspil imellem sangene. Denne gang var det Oh Land, der rodede sig ud i en kommentar om, hvordan hastigst fremvoksende nøddepostej i de danske hjem gør det svært at dufte sig frem til julemaden, der før bestod af flæskesteg og and. Jeg ved slet ikke, hvad vi skal med det, udover måske at krumme tæer.
Det efterlader mig desværre med et indtryk af, at springe over hvor gærdet er lavest, når Tivoli lader pølseteknik og vegetarjulemad udgøre den snaps, vi skal skylle juleshowet ned med. Efter min opfattelse burde Tivoli virkelig overveje at give hele showet en tiltrængt makeover. Med de perfekte omgivelser for et succesfuldt juleshow burde det sagtens kunne lade sig afgøre.
Hvem: Tivoli
Hvor: København V
Hvornår: 5. dec. 2023
Foto: Michelle Berg