Af Lea Nelhorf
Er kunstnerkolletivet Sort Samivittighed på nogen måde gået din næse forbi, så er det lige nu, du skal gå i teatret! For anden gang opsætter Det Kongelige Teater Tove! Tove! Tove!, og med god grund.
Elisa Kragerup står bag iscenesættelsen, gruppens egen Jeanett Albeck står bag stykkets lydside og Sort Samvittighed er ganske enkelt fuldstændig fantastiske.
De fem kvinder på scenen er alle i klædt den karakteristiske Tove Ditlevsen-page frisure, hvide højthalsede bluser, kobolt blå bukser og en overdrevet og teaterkoncertagtig make-up med lange falske røde øjenvipper, glitter og blå malede tårer. De er alle Tove. Sammen tager de os med ind i Toves verden, tanker og digte.
Vi møder hendes enorme destruktive mørke verden iført et filter. Et Sort Samvittighed-filter. Vi bliver ført ind i et teatralsk og nærmest magisk univers. Et univers med lækker musik skabt af alt fra fint klokkespil, vrede trompeter, miniture trommesæt til sømandsagtig harmonikaspil og elektroniske beats. Af og til er det sågar kun den ikoniske skrivemaskine, der skaber rytmen i takt til den smukke poesi. De fem kvinders stemmer er vanvittigt forskellige, men lige så forskellige de er, lige så helt igennem smukke er de. De har hver deres egen inderlige, sårbare og varme klang, der flere gange giver mig gåsehud. 
Tove var meget optaget af barndommen, og den vises her i skikkelse af nogle geniale babyhoved-masker. De er skræmmende vellignede på den rigtig gode måde, og de får med den fineste uskyldighed fremført den ødelagte og selvdestruktive voksne Toves ord på en sådan måde, at de blot gør endnu mere ondt. Så ondt at jeg er på nippet til at fælde en tåre. Store dele af hendes digte er yderst melankolske, mørke og selvudslettende, men Sort Samvittighed har dog også fundet et par stykker med lidt lys, håb og måske en lille (bitte) snert af lykke. Disse tekster viser de på smukkeste vis med farverig konfetti og dejlige korklange.
Scenografien er gennem 1. akt så fin og perfekt, at jeg nærmest også fristes til at sende en tak til Illums Bolighus. De støvgrønne gardiner, vægge, sparsomme møbler og selvfølgelig den populære PH lampe. Kan det blive mere perfekt?
Facaden krakelerer i 2.akt og vi dykker endnu længere ind i Toves dybe mørke og håbløshed. Scenen bliver mere og mere rodet, og da sorte flæser falder ned forstår vi, at vi snart er ved enden.
Jeg har ikke lyst til at nå enden. For dét her er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set, hørt og følt. Jeg ville ønske forestillingen, sangene og digtene blev ved og ved. De må aldrig stoppe. Jeg vil ikke have, at de stopper.
Jeg har intet andet at sige end; har du ikke set denne forestilling, så skal du se den og har du set den før; så skal du se den igen!
Hvem: Sort Samvittighed
Hvor: Det Kongelige Teater, København
Hvornår: 12. dec. 2017 – 14. jan. 2018
Fotograf: Natascha Thiara Rydvald