Af Carina Blangsbøll
“Urinetown – the musical – det kan en musical da ikke hedde?!” Da vi fandt plads i Fredericia Teaters røde sæder, stod dette påmalet med graffiti på teaterscenens murværk. Inden da havde vi netop fået en lokumsrulle stukket i hånden. Den rådvilde følelse af ‘what the fuck?’ var overvældende, og den fortsatte gennem hele forestillingen – på den gode måde.
Urinetown er en fuldstændig forfærdelig dunkel musical med en gruopvækkende handling, der kan få en til at stoppe med at skylle ud i toilettet. Som Zero-Waster Bea Johnson siger ”If it’s yellow, let it mellow”…
Forestillingen er skrevet af amerikanske Greg Kotis, og den er en dystopisk fremtidsskildring af en klode, hvor vand er en mangelvare, og alle toiletter ejes af private, som tjener penge på, at folk urinerer de eneste få steder, hvor dette er tilladt. Fredericia Teaters nye opsætning er morsom i sin satire, der byder på ironiserende distance og utroligt mange referencer til andre musicals og populærkultur. I høj grad musikalsk men især også hvad angår koreograf Kim Ace Nielsens mange dansetrin, som forestillingens 10 medvirkende legende let bokser sig igennem.
Det ene øjeblik føler vi, at vi er midt i en af dansescenerne fra West Side Story, og det næste øjeblik er det som om, at vi ser musikvideoerne til Beyoncés Single Ladies eller Love on top. Det ser knivskarpt ud, og dansen bliver bare et af de mange metakommunikerende lag sammen med musikken af Mark Hollmann, hvis iørefaldende kompositioner lyder som en blanding af Sondheim, Les Misérables og Kurt Weill. Pragtfuldt leveret af Fredericia Teaters orkester under ledelse af Thomas Møller.
Metakommunikationen til publikum om hvorfor forestillingen egentlig handler om det, forestillingen nu handler om og ikke om noget andet, som den vel ligeså godt kunne have handlet om, bliver varetaget af Lars Mølsteds Betjent Strunk og Bjørg Gamsts Lille Sally. Deres samspil fungerer godt, og de taler stille og roligt om ting, som i grunden er fuldstændig langt ude. Det er satire på højt plan, hjulpet gevaldigt på vej af Lille Sallys dybsindige mensa-spørgsmål til de voksnes gøren og laden.
Forestillingen har mange små og store roller. For de ti medvirkende kræver det hurtige skift, og ind i mellem sker der også skift direkte på scenen. De hurtige rolleskift bliver godt håndteret af hele ensemblet, og til tider er det som at se en, meget dyster, politisk revy.
Foruden hele Fredericia Teaters ensemble medvirker Kim Ace Nielsen også selv samt Diluckshan Jeyaratnam i rollen som den håbefulde Bobby Stærk, der imponerer med sangen ”Run, freedom, run!”. Her leverer alle for den sags skyld pragtfulde flerstemmige harmonier. Maria Skuladottir betager i rollen som Mona Møntfod, der giver hende øjeblikke til at vise hvor stærk og overlegen en solist, hun er. Bl.a. i nummeret ’It’s a Privilege to Pee’, hvor hun nærmest kommer hele stemme- og følelsesregistret rundt.
Det er mærkeligt, underholdende og engang imellem er det ikke engang sjovt. En meget anderledes musical med en god portion mystik i og omkring sig, samt noget så sjældent som en slutning, ingen rigtig kender på forhånd.
Hvem: Fredericia Teater
Hvor: Fredericia
Hvornår: 12. april – 4. maj 2019
Foto: Søren Malmose