Anmeldelse: Vild med Dans – the musical


Af Carina Blangsbøll

Det virker som om, at dem der har lavet denne musical, hverken kan lide ’Vild med Dans’ eller ved hvad en musical er. Det hele virker rent ud sagt som en karikatur af TV2’s ’Vild med Dans’ eller nærmere en parodi, som desværre ikke er morsom.

Scenografien fungerer fint, og scenerne hvor der kommer lidt spejle, ringe og backupdansere ind er det der fungerer bedst, da rummet virkelig bliver brugt og kommer til sin ret her. Kostumerne er også flotte, både når herrer og damer danser rundt iført seler, og når scenen fyldes med skønne kjoler fyldt med fjer, glitter og satin. Til gengæld stopper det positive også her.

Lydniveauet specielt i 1. akt er ustyrligt højt, og jeg kan ikke nævne nogle af de sange, der blev sunget undervejs uden at kigge i programmet, fordi jeg simpelthen ikke kunne høre, hvad det helt præcist var for nogle. Det lød rent ud sagt som støj, og var så højt at stolene på publikumsrækkerne rystede. Sangene skifter også løbende over i hinanden som små medleys med en al for heftig orkesterlyd. Desuden vil jeg ikke mene, at det kan betegnes som en musical blot fordi James Sampson og Gry Trampedach står og synger diverse pophits-medleys i baggrunden, uden at de har nogen som helst sammenhæng med det, der bliver sagt eller den desværre manglende handling.

Hele ”musicalen” har altså ikke nogen historie, og de små tynde tråde der bliver lagt ud som handling, bliver der absolut ikke fulgt op på. Som f.eks. hvorfor der er en deltager med brækket arm, hvordan det at have et stort lederansvar i et firma hænger sammen med, at man vil deltage i ’Vild med Dans’, eller om den (måske?) alkoholiserede eksmand vinder sin ekskone tilbage.

Asta Björk, Michael Olesen og Morten Kjeldgaard der selv har været flittige dansere i tv-programmet har i forestillingen ikke deres egne navne, men de har til gengæld heller ikke rigtig nogle replikker, så hvorfor de f.eks. skal hedde Josephine i stedet for Asta, ser jeg heller ingen mening med.

Men det kan måske være fordi, at hele forestillingen virker til at være en karikatur, og derfor ikke skal kodes sammen med det faktiske tv-program. Dansere og ny-dansere virker til hele tiden at skændes, når de altså ikke er på scenen og performe, med argumentet at de garvede dansere faktisk er ligeglade med deres ny-danser og kun tænker på, at de selv vil gå hele vejen og vinde.

Værtinderollen bliver der også lagt et tykt lag gas hen over, for hun er selvfølgelig ikke klar før end kameraet kører, virker i det hele taget skabagtigt, og det tager hende 10 min. og en hel del ansigtsmimik at annoncere, hvem vinderen er. Men det var måske meningen, at det skulle være sjovt.

Desuden danser hun, og de andre der skal forestille at være bag scenen, også selv med på scenen, hvilket egentligt er lidt mærkeligt. Mig bekendt danser værterne i tv-programmet ikke selv med, men jeg har nu heller ikke nærstuderet alle sæsoner. Så det undrer mig i det hele taget, at man ikke har hyret Mille Gori som danser eller ny-danser i stedet for vært, når nu hun hele tiden skulle optræde med dans og faktisk evner dette som uddannet danser.

I forestillingen ser vi heller ingen dommere, men deres kommentarer bliver alligevel omtalt bag scenen, hvilket igen virker lidt åndsvagt i og med de aldrig er tilstede og ser showet.

De enkeltstående scener med dans var altså fine og flot udført, men ligesom alle farver kan være smukke hver for sig, bliver de når man blander dem alle sammen, og ovenikøbet kalder det en musical, til en mudret omgang maling, man ikke gider at male sin væg med alligevel.

Hvem: Østerbro Teater
Hvor: Østre Gasværk Teater, København
Hvornår: 22. feb. – 26. april 2020
Foto: Miklos Szabo