Anmeldelse: Vildheks


    Stjerne2Stjerne2

Af Asbjørn Nielsen

Heksemødre og vilde heksemøder er omdrejningspunktet i Gasværkets nyeste forestilling Vildheks. Lene Kaaberbøls ungdomsroman af samme navn er omsat til et enormt sceneri, der til fulde bruger Gasværkets storslåede omgivelser.

Flot er det, når scener legende let glider over i hinanden, og spektakulær pyroteknik eksploderer og sender et varm lufttryk ud i salen. Effekter som dog har stjålet scenen fra Gasværkets store force musikdramatikken. Et nyt udtryk er i stedet opstået, hvor musikken er til stede, selvom der dog hverken spilles eller synges live. Musikken bruges som underlægning og fremtræder lidt som et velspillet og dragende soundtrack, som vi i dag kender fra filmens verden.

Historien handler om den unge Clara, der efter at tæt møde med en katteklo, hvirvles ind i et spind af mystik med al hvad det indebærer af heksekunstskaber og mærkelige væsner. Alt imens skal ildprøver klares for at overleve det, der venter i mørket. Heldigvis er hun ikke alene hele vejen, for hun får hjælp af sin Moster Isa, sin vildven Kat og sin bedste ven Oscar. Liminale mulighedsrum erstatter hinanden og modner den unge hovedperson, som efter de 90 minutter i vildskoven fremstår som et ungt selvstændigt menneske.

Clara spilles af Thit Aaberg og Oscar af Laurids Skovgaard Andersen, og dejligt er det igen at se unge mennesker på den professionelle scene fremfor det ellers meget brugte: voksne mennesker der spiller børn. Thit og Laurids’ spil emmer af naturlighed, energi og lune, og de ender som forestillingens stærkeste spillere.

I mylderet af prøvelser suser alle op og ned af scenograf Benjamin la Cours kæmpemæssige træcylinder, der forbinder den moderne storbys højhuse med vildskovens træer på den veludnyttede drejescene.

Michiel Tange Van Leeuwen agerer den onde heks Kimæra, der kombinerer vertikalsejl, fjer og luftakrobatik. Desværre er speaket med Lane Linds stemme til den unge mandlige akrobat ikke den mest frygtindgydende kombi.

Den ordløse Kat, som performes af den moderne danser Jens Schyth Brøndum, spinder, snor og strækker sig på smukkeste vis op og ned af alt og alle på en meget naturtro måde. Samspillet mellem Jens og Thit fungerer ligeså fremragende.

Forestillingen Vildheks markerer slutningen på en epoke i Gasværkets historie. En ny struktur og en ny profil (?) venter forude. Det bliver spændende at opleve, hvilken (vild-)vej Gasværket nu går. De sidste mange år har teatret til fulde skabt noget, som er værd er værne om.

 

Hvem: Østre Gasværk Teater
Hvor: København Ø
Hvornår: 14. sep. – 22. okt. 2017
Foto: Robin Skjoldborg