Anmeldelse: VIVA – Wallmans dinnershow


Af Carina Blangsbøll

Efter 3 år, hvor corona satte en stopper for nyt show i Wallmans, er det endelig lykkedes at stable en ordentlig genåbningsfest på benene i Cirkusbygningen.

Med til festen hører en del musikalske potpourrier heriblandt et Elvis-medley, udvalgte ABBA-sange, som vi selv er med til at stemme om, samt Megan Moore som en skøn lip sync Dolly Parton, der med sine 3 discount-dollys hjælper med at fejre aftenens fødselsdagsgæster. Til slut får vi også en række sange af den svenske sangskriver Max Martin. Navnet ringer ikke en klokke hos mig, men det gør sangene heldigvis, da vi blandt andet hører ‘Baby One More Time’, ‘It’s My Life’ samt ‘I Kissed a Girl’. 

Showet fremstår overdådig stort og veludført, og scenografien hjælper bestemt til med dette. Der er heller ikke sparet på strømmen i Cirkusbygningen, og lyssætningen rammer musikkens slag på en aldeles strålende måde. Aftenens sangere og dansere bliver iklædt det ene kostume efter det andet, så det hele passer skønt ind i de mange optrin.

Aftenens værtinde er dragqueen Megan Moore. Hun kæder det hele godt sammen, men entusiasmen bliver til tider lidt for anmassende; vi skal råbe ‘hej’, når vi ser hende, vi skal sige ‘hej’ i kor til den nye artist osv. Vi skal synge med på ABBAs sange, og hvis vi ynder at gøre det, risikerer man at få stukket hendes mikrofon ind foran hovedet, så man kan synge for de andre i salen. Det virker ikke til, at alle er lige vilde med dette, og jeg tror mange ville være mere afslappet, hvis man kunne få lov at føle og lytte til ABBA-sangene uden lige pludselig at blive shanghajet til at være øjeblikkets midtpunkt. 

Personligt vil jeg også hellere høre aftenens talentfulde artister synge, selvom det nu lød fint denne aften blandt publikum – men hvordan lyder det så næste aften, når det ikke længere er den musiske elite, der sidder rundt i salen og skråler Dancing Queen. 

Undervejs i showet bliver vi præsenteret for et gennemført nummer med to akrobater, Beata og Jamie, der udfører letpåklædt håndstand i ægte natklubstemning. Senere laver Beata stemningsfuld akrobatik i luften, mens aftenen afsluttes med Jamies plaskende badekar-akrobatik, der kræver, at de nært siddende gæster ifører sig de netop uddelte regnslag. 

Til et dinnershow i Wallmans hører der naturligvis en 4-retters menu. Jeg fik den veganske menu, men den var ikke helt så spændende, som det tidligere har været. Der var suppe til både forret og hovedret, samt en lækker bao til tapas og så et lidt mindre inspirerende stykke blåbærkage til dessert. Men flot og værdsat er det, at de tilbyder hele 6 forskellige menuer, som personalet flot afvikler showet igennem, og de andre gæster ved bordet omkring mig, talte meget positivt om deres menuer.

Hvem: Wallmans
Hvor: København V
Hvornår: 21. sep. 2022 til maj 2023
Foto: John Resborn