Anmeldelse: Z – Monica Zetterlund


Af Carina Blangsbøll

Lyden af vand, efterårets brungule blade og bidden af et æble er nogle af de lydmæssige elementer, der sammen med Camilla Bendix’ blide sangstemme skaber denne lyriske forestilling. Jan Hertz’ fine iscenesættelse formår stærkt at udnytte den lille scene på Teatret ved Sorte Hest, som i anledning af efterårets forestilling ’Z – Monica Zetterlund’ virker endnu mindre, da scenen her er forvandlet til en skrå og nattesort tagryg.

Der falder flotte projektioner på Marianne Nilssons scenografi, og gennem et tagvindue i det skrå tag skimtes Benjamin Nørholm Jacobsen, der smukt leverer musikken til forestillingen.

Bendix synger fint og blidt. Hun bevæger sig rundt på scenen med lethed, og det er tydeligt, at hun føler sig hjemme på det skrå tag, mens hun samtidig agerer nysgerrigt på scenografiens muligheder med regnvandet, lågerne og de små indbyggede rum.

Forestillingen er replikløs og bygger udelukkende på fordanskede versioner af den svenske jazzsangerinde Monica Zetterlunds sange. Ind i mellem glider sangene over i hinanden, og andre gange adskilles de med et lille blackout. Dette gør dog også, at forestillingen slutter lidt abrupt, da det endelige blackout ikke umiddelbart vidner, om forestillingen er slut, eller om der er endnu en lille melodi på vej, førend der stilles op til velfortjent applaus.

Det er Monica Zetterlunds sange, der bliver fortolket på scenen, men forestillingen fortæller os ligeså meget om Bendix’ evner, som den gør om Zetterlunds skønne repertoire. Bendix formår nemlig på en afslappet måde at vise os de mange følelser, som et liv kan byde på, og hendes stille latter og et par enkelte snøft er det eneste, der behøves for at sætte tonen an. Det er nemlig betoningerne, der tager os med på rejse ud i livets afkroge. Og både de vemodige, de forrådte og de kærlige betoninger skinner klart igennem.

Forestillingen varer knapt en time, og så er det ellers bare ud i verden og spise nogle af efterårets æbler, mens de stadig er der.

 

Hvem: Teatret ved Sorte Hest
Hvor: København V
Hvornår: 17. okt. – 17. nov. 2018
Foto: Robin Skjoldborg