Vi Glæder Os! Del 1 af 6


Hos Scenekanten ser vi frem til et nyt år med endnu mere teater tæt på! Vil du have noget at glæde dig til? Så følg med her, hvor vi i løbet af den næste uges tid giver dig 6 forestillinger, som du også kan glæde dig til i forårssæsonen 2018!

Først giver vi dig:

CATCH ME IF YOU CAN

Handler om:
Den unge Frank Abagnale som hurtigt lærer, hvordan lidt svindel og en hel del checkforfalskning kan hjælpe ham frem i verden. Allerede inden han fylder 21 år, har han nået at begå sig som læge, advokat og pilot – helt uden eksamensbevis. FBI-agenten Carl Hanratty er efter Frank, men han bliver ledt på vildspor hver gang, han er ved at opsnuse ham.

 

Du skal glæde dig fordi:
Fortællingen bygger på bogen om Abagnales egen historie, som i 2002 blev lavet til en spillefilm med bl.a. Leonardo DiCaprio. Siden kom fortællingen i musicalform, og Broadway-versionen blev i 2011 nomineret til flere Tony Awards. På Odense Teater opføres forestillingen og sangene på dansk og oversættelsen er af Henrik Lykkegaard. Laus Høybye spiller rollen som Frank Abagnale, og på rollelisten ses endvidere Betty Glosted, Claus Riis Østergaard og Anders Gjellerup Korch mf. Desuden er iscenesættelsen af Rolf Heim, som i 2016 fik Reumertprisen som Årets Instruktør.

 

Premiere: 8. februar 2018

Foto: Emilia Therese

Se mere her: Odense Teater