Vi Glæder Os! Del 1 af 6


Hos Scenekanten ser vi frem til et nyt år med endnu mere teater tæt på! Vil du have noget at glæde dig til? Så følg med her, hvor vi i løbet af den næste uges tid giver dig 6 forestillinger, som du også kan glæde dig til i forårssæsonen 2019!

Først giver vi dig:

BREAKING NEWS

Handler om:

Der er nyheder over alt. Hele tiden. Du kan konstant blive overrasket, fascineret, forarget eller føle dig genkendt. Men er vi i stand til at skelne mellem de relevante nyheder og de letfordøjelige ligegyldigheder, der i én stor pærevælling bliver smækket i hovedet på os hver eneste dag? Svalegangen stiller med mediesatiren ”Breaking News” en masse kritiske spørgsmål til den nyhedsmølle, der på mange måder i dag er løbet løbsk.

Du skal glæde dig fordi:

Temaet er så hamrende relevant. Som bekendt jonglerer medierne med en overordentlig stor magt til at påvirke os. Mediernes formål har længe været at oplyse om og være kritiske over for samfundet, men nu er det også på tide, at vi er kritiske over for medierne. Og her virker teatret som et fantastisk godt og spændende bud på et rum for denne kritik. Med Svalegangens opsætning bliver vi lovet både foruroligende og næsten vanvittig satire. Lad os håbe, at den kan bevæge vores lattermuskler og – næsten endnu mere – at den sparker røv, for er der nogen, der sagtens kan tåle dette, må det være medierne.



Premiere: 16. februar 2019

Foto: Teatret Svalegangen, PR-foto

Se mere her: Teatret Svalegangen