Anmeldelse: Grease


Af Ditte Simone Jelsbak-Rasmussen

Torsdag aften lå Falkonersalen badet i skæret af pink og opsmøgede denimbukser. Med den nye opsætning af ’Grease’ viser One and Only Musicals den evigtgyldige historie om kærlighed, venskaber og rivalisering på den fiktive Rydell High School i 1950’ernes amerikanske guldalder. At dømme på publikum denne aften fortsætter historien med at tiltrække på tværs af generationer. Jublende af begejstring var salen i hvert fald, da en selvsikker Silas Holst i rollen som Danny Zuko, indtog scenen og førte sin kam igennem det bølgede slikhår. Silas Holst der i øvrigt også for første gang, står bag den enormt veludførte koreografi, der sikkert og fast fører os igennem forestillingen, og på intet tidspunkt taber energien.

Neel Rønholt er i rollen som Sandy, ny i musicalgenren. Skuespillet i rollen som Sandy fejler ingenting, men blænder heller ikke. Rønholts lidt forsigtige spil, og mindre stærke vokal, reducerer desværre Sandy karakteren lidt. Den klassiske will-they-or-wont they kærlighedshistorie mellem Sandy og Danny Zuko, kulmineret ved smøg i mundvigen og Sandys ikoniske stramme sorte læderbukser, virker i denne opsætning som en mindre bærende del af forestillingen.

Derimod er det i birollerne, at opsætningen af ’Grease’ byder på de mest mindeværdige øjeblikke. Stribevis af flot skuespil, dans og vokalpræsentationer giver forestillingen den friskhed og energi, der skal til for, at løfte ’Grease’ op fra den rene nostalgi.

Lea Thiim Harder er blændende i rollen som den frigjorte Rizzo, der tager hvad, hvem og hvornår hun vil, men også må lide for både implicit og eksplicit slutshameing. Thiim Harder stråler i hendes version af ’There are worse things I could do’, som hun leverer med den helt rigtige portion af selvsikkerhed og let gemt smerte.

Elsk/had forholdet mellem Rizzo og skolens førende badboy af en testosteron pumpet machomand Kenickie, spillet perfekt provokerende af Joacim Lind Graae Tranberg, er da heller ikke til at stå for. Kemien imellem de to er så blændende, og jeg tog mig selv i helt at glemme de egentlige hovedpersoner, Sandy og Danny Zuko.

Aftenens utvivlsomme største højdepunkt må imidlertid tilskrives Sara Gadborg, der begår en lille genistreg, som en kvindelig ’Teen Angel’. Klædt i hvidt, og med et powerhouse af en vokal, blæser hun salen bagover i en vellykket dansksproget version af ’Beauty School Dropout’. Gadborg formår, i de få minutter hun er på scenen, virkelig at lykkes med at få en dansksproget oversættelse af sangen, til at spille helt i sin egen ret.  Det at sangene efter dramaturgisk overvejelse, synges skiftevis på engelsk og dansk, er en præmis jeg lige skal sluge. Når det er gjort, åbner det imidlertid op for nogle overraskende vellykkede originale øjeblikke, med Gadborgs performance, som et absolut klimaks.

Du skal tage ind og se ’Grease’, hvis du vil se en forestilling, der leverer en stilsikker version af en af verdens mest gennemspillede musicals, men takket være hele holdets overvældende energi, også tilføjer friskhed til nostalgien.

Hvem: One and Only Musicals
Hvor: Falkonersalen Frederiksberg, Musikteatret Holstebro og Vejle Musikteater
Hvornår: 9. marts. – 7. maj 2023
Foto: Miklos Szabo