Af Maria Thostrup Jakobsen
Betty Nansen Teatrets opsætning af Homers ‘Iliaden’ er en energibombe af et sansebombardement. I forestillingen fik skuespillerne rum til, at udfolde alle følelser med stor volumen lige fra den destruktive hævntørst til den skrøbelige kærlighed. Iliaden er en skildring af 50 dage i trojanerkrigen, der ved fortællingens begyndelse er ved at nå sin afslutning. Historien udspillede sig i krigsrædslernes inderste kerne, hvor de kæmpende mænd, Achilleus, Agamemnon, Patroklos og Hektor, afventer gudernes vilje. Forestillingen kaster også lys på historien om de kvinder, der i krigsårene blev bortført, slavegjort og forladt, men hvis fortælling ofte er gledet ud i skyggen.
Iliaden er tætpakket med handling og indviklede historietråde. Jeg oplevede desværre, at ensemblet på otte personer føltes en anelse for stort. Efter min smag var der karakterer, såsom Hektors kone Andromache og kong Priamos, hvis historie ikke for alvor blev foldet ud, og skuespillerne blev efter min mening ikke sat nok i spil her. Teatret blander alvor og humor. For mig var fortællingen stærkest, når det bevarede sin omend ubehagelige realisme. Jeg oplevede, at de komiske indspark, der særligt prægede første akt, kom til at virke som en ironisk distance til fortællingen. Jeg havde nemmere ved, at lade mig rive med i anden akt, hvor realismen ikke på samme måde blev punkteret.
Forestillingen havde et fortættet lydbillede med knirkende plastik og messende sangstemmer. Atmosfæren i teatersalen kom ved de konstante lyde og den afpillede scenografi til at virke endnu mere fortættet og dyster. Skuespillet blev leveret med en råstyrke, som gjorde, at intensiteten blev opretholdt i det fysisk krævende teater. Allerede inden forestillingens begyndelse stod ensemblet klar på scenen, og ved pausen kom skuespillerne tilbage efter et øjebliks hvile. Grænserne mellem forestillingens begyndelse og slutning blev udvisket, og det bidrog til den intense og kaotiske stemning på scenen.
Jeg kunne som publikum først sænke skuldrene, da lyset i salen blændede op til publikums sidste applaus, og jeg strømmede med ud i foyeren, hvor blød popmusik stod i skærende kontrast til Iliadens brutale univers. Et univers, der i min levetid aldrig har været mere nærværende, og selv om jeg sad med tilbageholdt åndedræt og anspændte skuldre, kan jeg kun anbefale oplevelsen, så du også kan opleve den refleksion over parallellen til nutiden, som utvivlsomt ramte alle blandt publikum.
Hvem: Betty Nansen Teatret
Hvor: Frederiksberg
Hvornår: 11. marts – 19. april 2023
Foto: Camilla Winter